Navnet er langt, men budskabet er enkelt: Den nye Mercedes-Benz CLA with EQ Technology kører op til 791 km på en opladning – og takket være ekstremt effektiv lynladning kan rækkevidden forlænges med op til 300 km på omkring 10 minutter.
Med stjerneformede for- og baglygter, panoramaglastag og et frontparti med 142 animerede, oplyste LED-stjerner er designet både minimalistisk og elegant – og alt andet end anonymt.
Den nye CLA with EQ Technology indvarsler en helt ny æra for elbiler fra Mercedes-Benz, men det er under overfladen, man finder de vigtigste nyheder.
Den nye elbil er nemlig bygget på Mercedes-Benz’ helt nye MMA-platform, der gør det muligt at lynlade med ekstremt høj effekt – helt op til 320 kW ved en passende lynlader.
Under optimale forhold behøver et ladestop derfor ikke vare længere, end det tager at købe en kop kaffe og strække benene – og det burde vel være tilstrækkeligt til at kurere selv den værste rækkeviddeangst.

Maratonløber og sportslig sprinter
Med en batterikapacitet på 85 kWh og en rækkevidde på næsten 800 kilometer er den nye CLA with EQ Technology den mest effektive produktionsmodel fra Mercedes-Benz nogensinde, og det skyldes ikke kun det aerodynamiske design.
Den elektriske drivlinje er nemlig udstyret med en fuldautomatisk gearkasse med to fremadgående trin. Det er lidt af et særsyn for en elbil, men potentialet er til at få øje på.
Førstegearet sikrer nemlig ekstra kraftoverskud ved accelerationer og er perfekt til lave hastigheder, mens andetgearet er designet til at holde forbruget nede ved høje hastigheder på længere ture. På den måde kombineres køredynamik og effektivitet i alle situationer.

Den mest intelligente Mercedes-Benz nogensinde
Den nye CLA with EQ Technology er den første model fra Mercedes-Benz med det nye operativsystem MB.OS, der markerer fjerde generation af infotainmentsystemet MBUX.
Systemet opdateres automatisk ‘over the air’, og efterhånden som den AI-baserede Virtual Assistant lærer føreren bedre at kende, udvikler den sig gradvist fra en praktisk hjælper til en interaktiv co-driver, man kan føre en samtale med.
Det bliver også muligt at tilvælge MBUX Superscreen, der strækker sig i hele kabinens bredde. Med videreudviklingen af MBUX Zero Layer vises altid den mest relevante information på skærmen, forslag til handlinger og de senest benyttede apps.
Og ligesom man kender det fra sin smartphone, er det nu også muligt at rykke rundt og gruppere apps.

Flere varianter på vej
CLA 250+ with EQ Technology er den første variant, som lanceres herhjemme, og her får man baghjulstræk, 272 hestekræfter, en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 6,7 sekunder og en topfart på 210 km/t.
Senere følger også CLA 350 with EQ Technology, ligesom det på et tidspunkt bliver muligt at vælge CLA som Shooting Brake.
Priser offentliggøres senere på året.
