Elbilen fra fortiden: Den elektriske Baby-Benz

TEKST OG BILLEDER: MERCEDES-BENZ

Længe inden verden forstod elbilens potentiale, var Mercedes-Benz i fuld gang med at teste den teknologi, som endte med at vende op og ned på bilindustrien. Her er historien om Mercedes-Benz 190 Electric.

Lang rækkevidde, lynhurtig opladning og masser af kræfter til rådighed, når der skal overhales på motorvejen.

Opskriften på en moderne elbil er til at forstå for de fleste, og faktisk er teknologien nu så populær, at der i dag sælges flere elbiler end traditionelle benzin- og dieselbiler i Danmark.

Sådan har det som bekendt ikke altid været, men de første seriøse forsøg på at skabe en hverdagsduelig elbil har faktisk overraskende mange år på bagen.

Allerede i 1990 præsenterede Mercedes-Benz nemlig en ombygget variant af den populære 190-serie: Mercedes-Benz 190 Electric.

Banner

Den elektriske ’Baby-Benz’

At valget faldt på lige netop 190’eren var ingen tilfældighed. Den var nemlig perfekt som testbil, fordi det kompakte design og den relativt lave vægt gjorde det muligt at konvertere bilen til eldrift stort set uden at gå på kompromis med pladsen i kabinen.

Og så havde modellen også vist sig at være særdeles driftssikker.

Det blev bevist, da tre eksemplarer af den Cosworth-tunede Mercedes-Benz 190 E 2.3-16 hver tilbagelagde 50.000 kilometer i ét stræk – kun afbrudt af optankninger og service – på den italienske racerbane Nardò i august 1983.

Det rekordforsøg kan du læse mere om her:

Speederen i bund: 80’er-ikon kører 50.000 kilometer i ét stræk

Banner

Brandvarme batterier

Den elektriske 190’er var dog ikke tiltænkt racerbanen, for selv med to motorer – én til hvert baghjul – var den maksimale effekt på beskedne 44 hestekræfter, og rækkevidden på omkring 100 kilometer på en opladning var heller ikke ligefrem revolutionerende.

Formålet var i stedet at teste, hvordan især batterierne klarede daglig brug med accelerationer, vibrationer og varierende temperaturer ude på virkelighedens veje ved helt almindelig kørsel.

Forskellige batterityper baseret på natrium-nikkelklorid- og natrium-svovl-teknologi blev afprøvet. Disse batterier var langt mere energitætte og effektive end traditionelle blybatterier, og det sparede både plads og vægt i de ombyggede biler.

Til gengæld var der andre udfordringer. For mens højvoltsbatteriet i en moderne elbil har det bedst lige omkring stuetemperatur, skulle de to saltbaserede batterisystemer op omkring 300 grader for at fungere optimalt, og det stillede store krav til sikkerhed og krævede desuden store mængder strøm.

Banner

100.000 km på ét år

Interessen for elbilerne begyndte i samme periode så småt at spire rundt om i verden, og da den tyske stat i 1992 besluttede at finansiere et udviklingsforsøg for elbiler på den tyske ø Rügen, sendte Mercedes-Benz 10 styk 190 Electric afsted.

Bilerne blev givet til testpersoner, som anvendte dem i dagligdagen, og særlige ladestationer med solfangere blev endda installeret som en del af projektet.

Forsøget strakte sig over flere år, og til trods for bilernes tekniske begrænsninger nåede én testperson – en taxichauffør – at køre hele 100.000 kilometer på et enkelt år.

Banner

Forud for sin tid

Men selvom den elektriske 190’er med lidt god vilje altså godt kunne bruges til hverdag, blev den aldrig sat i produktion. Tiden var ikke moden, og teknologien var endnu både for dyr, ineffektiv og upraktisk.

Projektet kastede dog masser af værdifuld viden af sig, og i dag fortsætter udviklingen med modeller som den nye CLA with EQ Technology, der er én af de mest avancerede modeller fra Mercedes-Benz nogensinde.

Den kan du læse om her:

Op til 792 km på en opladning: Her er den nye CLA with EQ Technology