Vi besøger Mercedes-Benz Brand Center i Dubai, hvor du både kan fordybe dig i mærkets univers – og prøve G-Klassen under ekstreme forhold.
Vi besøger Mercedes-Benz Brand Center i Dubai, hvor du både kan fordybe dig i mærkets univers – og prøve G-Klassen under ekstreme forhold.
På Mercedes-Benz Brand Center og Offroad Experience Center Dubai kan du opleve mærket blandt skinnende skyskrabere og prøvekøre G-Klassen under ekstreme forhold på en specialdesignet offroad-bane.
Når du kører gennem Dubai med blikket rettet mod ørken-metropolens fantastiske skyline, kan du ikke undgå at bemærke en elegant hvid bygning i venstre side af dit synsfelt. Et imponerende terræn med stejle op- og nedkørsler på forskellige overflader tårner sig op foran den – det er Mercedes-Benz Off-Road Experience Center. En G-Klasse holder parkeret på en stigning med en hældning på ekstreme 80 procent. Den terrængående bils front er simpelthen rettet mod himlen. Vi stiger ud og befinder os nu direkte foran Brand Center, som stod færdigt i 2024, og som skal give Mercedes-Benz-mærket nyt momentum. I modsætning til hos en traditionel forhandler bliver du her inviteret ind i en verden af innovation, adrenalin, kulinariske lækkerier og fællesskab.
Vi starter ved Mercedes-Benz Off-Road Experience Center, hvor G-klasse-eksperten Marc Sussner forinden har briefet os om den spektakulære bane. Han var chefinstruktør i Graz i otte år og en del af projektgruppen bag dette sofistikerede anlæg, som det også var tilfældet i forbindelse med det østrigske modstykke og det kinesiske i Shaoxing. Banen giver venner, fans og kunder fra hele verden mulighed for at opleve Mercedes-Benz G-Klasserne i en unik kulisse. Her kan besøgende eksklusivt teste Mercedes-Benz biler og opleve dem i ekstreme situationer. I modsætning til Graz og Shaoxing kan du i Dubai også offroad-teste Mercedes-Benz SUV-modellerne GLE og GLS. Under opsyn af erfarne instruktører giver banen både nybegyndere og erfarne kørere mulighed for at teste de fysiske grænser i udvalgte Mercedes-Benz-modeller. For eksempel ved at køre gennem vand eller i ujævnt terræn med hældninger på op til 35 grader samt stigninger på helt op til 90 procent (!) på forskellige typer underlag.
“Ved en stigning på 90 procent – så er himlen det eneste, du kan se,” siger Marc Sussner og beskriver den fornemmelse, som vi selv skal opleve lidt senere. Vi holder nærmest lodret på stigningen og har næsten tabt pusten. “Ideen her var at give gæster og fans af Mercedes-Benz en mulighed for at opleve G-Klassen på en autentisk måde, der er tro mod dens natur – og i en unik kulisse og i hjertet af byen. Vi har også taget højde for G 580 med EQ-teknologi i designet. Resultatet er et ‘dansegulv’ for G-Klassen. Alle og enhver kan lære at lave et ‘G-turn’ i disse omgivelser,” fortæller han, mens vi nærmer os slutningen af stigningen i vores G-Klasse. Fronten vipper frem, og pludselig ser vi den igen i al sin pragt – Dubais skyline. Et eventyr i hjertet af storbyen, en fascinerende kontrast.
Mercedes-Benz Brand Center ligger lige over for offroad-banen. “Vi har bevidst bevæget os et skridt væk fra det traditionelle forhandlerkoncept,” forklarer Thomas Schulz, som er direktør for Mercedes-Benz i Dubai, Sharjah og de nordlige Emirater. “Det handler ikke om at indgå den næste handel, men om oplevelser og fællesskab i Mercedes-Benz universet.”
Centret er bygget af Gargash Enterprises, den autoriserede Mercedes-Benz -distributør i Dubai, Sharjah og de nordlige Emirater, og fremstår åbent og indbydende med AMG Kaffeehaus, et rummeligt udstillingsområde og kreativt kuraterede udstillinger. Et særligt højdepunkt er den eksklusive ‘Maybach Pavilion’ – en glaspavillon, der rummer en fordybende 360-graders oplevelse med fokus på personligt konfigureret luksusudstyr. Her kan du også opleve Mercedes-AMG universet. ‘The Car Wall’ er et spektakulært syn – et innovativt modulsystem, der udstiller 76 køretøjer og også udgør den del af centret, der bruges til udlevering af biler. Her er en G 63 ved at blive gjort klar til levering på selve aftenen for vores besøg. En kunde havde et særligt ønske om at få bilens bagagerum fyldt med afskårne hvide roser – ikke et ualmindeligt syn i Dubai. Bilen er en gave til hans kone.
Brand Center er ikke kun et samlingspunkt for Mercedes-Benz fans, men for hele byen. Kunst- og teknologiværksteder, eksklusive events og interaktive udstillinger gør det til et kulturelt knudepunkt. “Man behøver ikke at være kunde for at besøge os,” understreger Schulz. “Vi ønsker at skabe et inspirerende miljø, et samlingspunkt, som er åbent for alle, og som udvisker grænserne mellem mærke, kultur og oplevelse.”
Placeringen i Dubai var et bevidst valg. Mercedes-Maybach- og Mercedes-AMG modeller er ikke en sjælden del af bybilledet her, og særligt G 63 AMG er en af de mest populære biler. “Vores kunder her er kræsne. De vil naturligvis have luksus, men også power, performance og innovation,” siger Schulz og tilføjer, at The Experience and Brand Center i Dubai indgår i et eksklusivt netværk af lokationer, der er planlagt over hele verden. Andre storbyer som Tokyo, New York og Shanghai er klar til at følge efter.
Det er stemningen, der adskiller Mercedes-Benz Brand Center fra en almindelig bilforhandler. Familier kommer for at drikke kaffe og gå på opdagelse, og turister og lokale udveksler historier om deres yndlingsbiler. “Folk virker bare glade her,” bemærker Schulz. “Man mærker det på stemningen, på samtalerne og på den måde, lokalsamfundet engagerer sig i centret på.”
Men udendørsfaciliteterne er som regel det største trækplaster – lige der, hvor den virkelige fascination begynder. “Man skal selv opleve det, og man har netop mulighed for at opleve det,” siger Marc Sussner. “G-Klassen ser ikke bare imponerende ud, den føles også imponerende. Enhver, der nogensinde har forceret stejle skråninger og kørt gennem dybt vand i den, vil forstå præcis, hvorfor den er sådan et ikon.” Og det er dét, Mercedes-Benz Experience Center Dubai handler om: at opleve mærket og mærkets biler – og at tage disse oplevelser med sig hjem. Uanset om du bor i Dubai eller er turist i byen, så forlader du Experience Center med uforglemmelige oplevelser efter en dag fyldt med ekstraordinære øjeblikke.
Han var chefinstruktør for G-klassen i østrigske Graz i otte år. Her havde han blandt andet til opgave at udvikle det første G-Klasse Experience Center i Graz, efterfulgt af centeret i Shaoxing, Kina. Visionen: Sussner ønsker skabe uforglemmelige oplevelser med ‘verdens bedste offroad-bil’ for så mange mennesker som muligt. Denne passion kan også mærkes på banen i Dubai, der – ligesom G-Klasse Experience Center i Graz og Shaoxing – er perfekt tilpasset de geografiske forhold.
Thomas Schulz er direktør for den autoriserede Mercedes-Benz-distributør i Dubai, Sharjah og de nordlige Emirater og arbejder i øjeblikket på at omlægge salgsstrategien til fremtidens elbiler. Mercedes-Benz Brand Center, som er bygget af Gargash Enterprises – den autoriserede Mercedes-Benz distributør i Dubai, Sharjah og de nordlige Emirater – er et led i denne strategi og et sted, hvor han gerne tilbringer sin tid.