Sci-fi-rattet uden fysisk forbindelse til forhjulene: Nu kommer ‘Steer-by-wire’

TEKST OG BILLEDER: Mercedes-Benz

Et rat uden fysisk kontakt med forhjulene lyder måske unødvendigt avanceret, men den digitale teknologi åbner for helt nye muligheder.

Det ligner noget, man normalt kun finder i fantasifulde konceptbiler, men det spektakulære rat med det flade design kan meget snart blive virkelighed ude på vejene.

Og det er der en rigtig god grund til.

Hos Mercedes-Benz er udviklingsarbejdet med de første modeller med ‘Steer-by-wire’, hvor rat og forhjul ikke er fysisk forbundet, nemlig ved at nå sin afsluttende fase.

I stedet for en mekanisk forbindelse overføres førerens ratkommandoer digitalt – ‘by wire’. Og med i den pakke følger et helt særligt rat.

Banner

Fra mekanisk til digitalt – men hvorfor?

At ratstamme og tandhjul erstattes af ledninger og elektriske styreenheder lyder måske en smule ‘over-engineered’, men det er altså ikke fordi ingeniørerne i udviklingsafdelingen er løbet tør for meningsfulde ting at tage sig til.

Den fremtidsagtige teknologi, som genfortolker vores opfattelse af, hvordan en bil skal styres, kommer nemlig med en række fordele, der skruer op for både komfort og køreglæde – og som også gør det lettere at parkere.

Banner

Komfortabel og sportslig styring i ét

Kort fortalt åbner teknologien for, at ratudvekslingen kan justeres afhængigt af køreforhold og førerens præferencer – og det er faktisk ret genialt.

Med systemet opsat til lav ratudveksling opleves styringen nemlig blød og komfortabel, og der skal større justeringer på rattet til, før bilen skifter kurs.

Med højere ratudveksling bliver styringen derimod mere præcis og sportslig, og selv små justeringer på rattet får bilen til at reagere.

Ekstra høj ratudvekskling er også en mulighed, og det kan være en fordel ved bykørsel, fordi føreren kun behøver at justere ganske lidt på rattet for at få fuldt udslag.

Den del er især smart, når der skal parallelparkeres.

Hvordan fungerer Steer-by-wire?

Nu bliver det teknisk: Den indbyggede Steering Feedback Unit (SFU) i rattet kommunikerer med bilens Steering Rack Unit (SRU), som er den enhed, der styrer hjulenes position.

Det er den forbindelse, der gør, at hjulene drejer, når føreren drejer rattet.

Og signalet går selvfølgelig begge veje, så føreren både kontrollerer hjulenes styrevinkel og samtidig oplever ultrapræcis feedback fra vejen via rattet – præcis som man forventer i en Mercedes-Benz.

Sikkerhed med sikkerhed på

Steer-by-wire er faktisk ikke et helt nyt koncept, og Mercedes-Benz har allerede kørt tests over mere end en million kilometer for at sikre, at funktionalitet, stabilitet og sikkerhed er i top.

To separate sæt SFU- og SRU-enheder sikrer eksempelvis, at et backupsystem altid er klar til at overtage styringen, hvis det første mod forventing skulle bryde ned.

Og selv i det mest usansynlige tilfælde, at begge styresæt pludselig ikke fungerer, er det stadig muligt at styre bilen takket være den medstyrende bagaksel og individuel styring af bremserne via ESP-systemet.

Strømforsyningen er også sikret, og dertil kommer, at alle bevægelser overvåges i realtid. I en nødsituation kan bilen selv overtage styringen, hvis føreren ikke når at reagere.

Banner

Frihed uden grænser – når lovgivningen er på plads

Bilens opbygning uden ratstamme øger i øvrigt sikkerheden ved en eventuel kollision, og samtidig frigives mere plads i kabinen, så interiøret kan tilpasses på nye måder.

I fremtidens selvkørende biler vil Steer-by-wire tage konceptet endnu længere. Visionen er, at føreren kan læne sig tilbage og lade bilen køre selv næsten alle vegne – helt uden at rattet overhovedet behøves.

Selvkørende biler stiller dog helt nye krav til lovgivning, regulering og infrastruktur. Så selvom teknikken i vidt omfang allerede er på plads, ligger det store gennembrud for autonom kørsel formentlig stadig nogle år ude i fremtiden.