En samtale med Michael Savage fra Space Perspective og Daniel Lescow fra Mercedes-Maybach.
Hvad sker, når man kombinerer det ypperste inden for biler med højtflyvende eventyr? Michael Savage fra Space Perspective og Daniel Lescow fra Mercedes-Maybach har sat hinanden stævne til en samtale om fremtidens luksus og rumforskning.
Rummet har fascineret mennesker i generationer, pirret fantasien og inspireret forskere. Michael, hvad er dit personlige forhold til rummet?
Rummet har fascineret mig, siden jeg var barn. Jeg voksede op i nærheden af Langley Air Force Base i USA, hvor der blev fløjet med forsøgsfly, og det gav mig et indblik i rumforskningen fra en tidlig alder. Især mindes jeg tydeligt, at jeg læste en artikel i magasinet Popular Mechanics om Sänger-rumfartøjet med totrinskonstruktion, designet af Eugen Sänger. Det lettede på samme måde som et almindeligt fly, men havde så et ekstra trin til at bringe det ud i rummet. Jeg var omkring ti år gammel, da jeg skrev et brev til magasinet, som pænt svarede med vedlagte fotos af en Sänger. Det var fantastisk. De fortalte mig, at Langley havde en model af den, så jeg tog derud for selv at se den. Og fordi jeg samtidig er opvokset med Star Trek og synet af rumfærger, der blev sendt afsted, forstærkede det blot min besættelse af rummet. Selv i dag på mit kontor har jeg en træmodel af en Sänger stående til at minde mig om barnedrømmen. Som barn drømte jeg om at have min egen hangar, sætte mig ind i et rumskib og flyve ud i rummet på samme måde som med en flyvemaskine. Med Space Perspective er denne drøm nu tæt på at blive til virkelighed – vi tilbyder blot opstigning med ballon, hvilket er mere sikkert. Det, jeg brændte for som barn, er dermed ikke længere så virkelighedsfjernt.
MICHAEL SAVAGE CEO hos Space Perspective, en pionervirksomhed inden for luksuriøse rumrejser med højtflyvende balloner. Med sin forkærlighed for rummet helt fra barnsben har Michael helliget sin karriere til drømmen om at gøre det muligt for alle at opleve rummet. Han bidrager med årtiers erfaring som investor, mentor for iværksættere og samarbejde med visionære virksomhedsejere.
DANIEL LESCOW CEO hos Mercedes-Maybach, hvor han er ansvarlig for at drive mærkets ambition om at flytte grænser. Under hans ledelse har mærket lanceret sin første helt elektriske SUV, Mercedes-Maybach EQS SUV, som sætter nye standarder i segmentet for de mest luksuriøse biler.
Daniel, gennem dit arbejde med Mercedes-Maybach har du på tilsvarende måde en filosofi om at flytte grænser, især med de seneste innovationer. Hvad betyder ’at flytte grænser’ egentlig for dig personligt – og for mærket?
Hos Mercedes-Maybach er det netop en grundlæggende filosofi at flytte grænser, og den er drivkraften i alt, hvad vi foretager os. Uanset om det er design, teknologi eller ansvarlighed, så forsøger vi konstant at finde ud af, hvordan vi kan skabe innovationer og genopfinde luksus, så vi kan tilbyde vores kunder og fans ekstraordinære oplevelser og øjeblikke, som er relevante i en moderne verden. Vi har for eksempel lanceret vores første fuldt elektriske model, Mercedes-Maybach EQS SUV, som samtidig er den første fuldt elektriske SUV i det mest luksuriøse segment. Det er en kæmpe præstation for os. Og til det eksklusivt bil-event på Pebble Beach Californien i august introducerede vi SL Monogram Series – vores første topersoners cabriolet. Det er spændende, fordi disse milepæle ikke kun handler om bilerne, men også bekræfter vores ambitioner om at tilbyde noget helt unikt og innovativt. Det er det, vi har til fælles med vores kolleger hos Space Perspective. Vi opererer på to forskellige områder, men vi deler ambitionerne om at skubbe til de konventionelle grænser og levere uforglemmelige oplevelser. Som jeg sagde: Vi flytter altid grænser!
Jeg er enig, og det stemmer. Der er noget universelt ved ønsket om at overgå folks forventninger. Uanset om det er teknologi eller menneskets grænser for at præstere, så er der altid en underliggende nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der er muligt. Vi har netop set De Olympiske Lege, hvor sportsfolk præsterede hvad vi troede var umuligt. Det er den samme ånd, der findes i rumforskning – folk kigger op på stjernerne og spekulerer på hvad der mon er derude og hvor langt, vi kan nå. Og så er det fascinerende, hvordan mange astronauter tager af sted med en hensigt om at forske i rummet, mens det faktisk er Jorden, de for alvor opdager, når de først er kommet derud. Oppe fra rummet får de sat deres forhold til planeten i perspektiv – og dette på et dybt plan. Det er en af de ting, vi vil tilbyde med Space Perspective – muligheden for at se Jorden fra en anden vinkel og forhåbentlig vende tilbage med en stærkere fornemmelse af samhørighed med den.
Det lyder utroligt spændende. Michael, kan du gennemgå, hvordan rejsen med Space Perspective forløber?
Naturligvis. Vi tilbyder en rejse, der adskiller sig fra alt andet på markedet. Vores rumskib består blandt andet af det, vi kalder for en ‘SpaceBalloon’, som er forbundet med en kapsel og bringer dig op i 30 kilometers højde. Alt efter dit geografiske udgangspunkt skaber vi en kulturelt forankret oplevelse, allerede inden du ankommer til rumbasen. I Indien bliver du eksempelvis transporteret til kapslen på ryggen af en elefant. I USA kan du besøge Kennedy Space Center og derefter blive kørt i en smuk elektrisk Mercedes-Maybach EQS til vores flydende rumbase kaldet Voyager, fordi opsendelsen sker fra et skib på havet. Når du ankommer til opsendelsesstedet, sætter du dig ind i vores kapsel, som er designet med fokus på komfort og luksus. Den har endda en bar og et toilet, som vi i spøg kalder ’loo with a view’. Herfra starter opsendelsen, der varer to timer og foregår med omkring 20 kilometer i timen. Du bliver dermed ikke sendt op fra Jorden med raketfart, hvilket gør det til en meget blidere oplevelse. Det giver dig også tid til at fordybe dig i oplevelsen og få en fornemmelse for omfanget af det, der sker. Du tilbringer to timer på kanten af verdensrummet, samtidig med at du nyder udsigten og måske endda en cocktail. Derefter påbegynder vi nedstigningen ved langsomt at tage gassen af ballonen. Hele rejsen sker under den samme ballon – der er ikke behov for at bruge faldskærme, medmindre der opstår en nødsituation. Når du rammer vandoverfladen, samler vi dig op, og du kan vælge imellem flere forskellige måder at blive transporteret tilbage på – med speedbåd, vandfly eller helikopter. På denne måde er det en strømlinet og luksuriøs oplevelse fra start til slut. Det, der for alvor adskiller os fra andre, er den tid, du tilbringer i rummet. De fleste aktuelle rumturismeoplevelser giver dig maksimalt nogle få minutter, men vi tilbyder en totaloplevelse af seks timers varighed, så du virkelig får tid til at nyde oplevelsen i dybden.
Hvordan passer Mercedes-Maybach ind i denne oplevelse, Daniel?
Jeg ser en masse paralleller mellem det, Michael beskriver, og vores visioner hos Mercedes-Maybach. Vores kunder er ofte på udkig efter noget helt ekstraordinært. De udtrykker deres personlighed og livsstil gennem valget af bil. De har særdeles høje forventninger, og de forlanger noget ekstraordinært i form af unikke og fantastiske oplevelser. Dét er også et vigtigt element for Space Perspective: Vi skaber begge en uforglemmelig rejse – den ene på Jorden og den anden i verdensrummet. Vi er enormt glade og stolte over at levere den bil, der skal transportere kunderne nede på jorden. ’The Explorers’, som kunderne bliver kaldt i Space Perspective-sammenhæng, bliver kørt med chauffør i en Mercedes-Maybach EQS SUV for at sikre, at deres rejse sker i elegante omgivelser og med en enestående komfort. Derudover er vi i gang med at undersøge, hvordan vi kan inddrage endnu mere design og komfort fra Maybach i selve rumrejsen. Det handler om at skabe en holistisk luksusoplevelse fra det øjeblik, kunderne forlader deres hjem, og til de vender tilbage igen fra rummet.
Det er faktisk en af de ting, der gør vores samarbejde så værdifuldt. Rumoplevelsen er ekstrem, og det er derfor vigtigt at få folk til at føle sig godt tilpas hele vejen igennem. Du befinder dig i omgivelser uden luft, solstrålingen rammer dig direkte, og samtidig er det koldt. Men når kunden sætter sig godt til rette på et luksuriøst sæde i et elegant interiør, skabes der en unik oplevelse. Det er fantastisk, hvor godt Mercedes-Maybachs luksusorienterede tilgang passer ind i sammenhængen. Uanset om du befinder dig i en rumkapsel eller kører i en Mercedes-Maybach, føler du dig isoleret i forhold til din omverden og svøbt ind i en oplevelse, hvor du har mulighed for at slappe af, tænke og nyde øjeblikket – selv under de mest ekstreme forhold.
I er både modige og enormt innovative med jeres banebrydende projekt. Det er samme pionerånd, der er omdrejningspunktet for Mercedes-Maybach. Vi kombinerer førende teknologi fra Mercedes med ekstra luksus fra Maybach og skaber en helhed, der er nært beslægtet med det, Michael beskriver. Vi fokuserer også på at skabe afslappede øjeblikke for kunderne i den beskyttende atmosfære i deres Mercedes-Maybach – og et frirum fra omverdenen, hvor der er tid til at tænke og fordybe sig.
Daniel, du nævnede tidligere, at kunderne er på udkig efter oplevelser, der er noget ud over det sædvanlige. Hvilken rolle spiller teknologien i at designe den slags oplevelser hos Mercedes-Maybach?
For os går teknologien og håndværket hånd i hånd. Når kunderne vælger Mercedes-Maybach, vælger de ikke kun en bil. De vælger en oplevelse, som appellerer til deres livsstil og personlighed, og som overgår deres forventninger. Uanset om vores kunder er royale familier eller superstjerner, så forventer de et højt niveau af individualisme og komfort, som teknologien hjælper os med at levere. Tag for eksempel vores lydsystem. Det er designet til at skabe en medrivende oplevelse, som minder om at sidde i en koncertsal. Inde i bilen skaber vi en atmosfære, der står i skarp kontrast til omverdenen. Det kan føles som at være svøbt i luksus. Vi finder løbende på nye måder at integrere banebrydende teknologi i vores biler, samtidig med at vi værner om den historiske arv og håndværket, som kendetegner Mercedes-Maybach.
Maybach er kendt for at være synonym med luksusoplevelser. Hvordan ser du luksus udvikle sig i fremtiden, især når det gælder innovation?
For os handler det primært om at flytte grænser. Nogle beskriver oplevelsen i en Mercedes-Maybach som magisk, lidt på samme måde som kunderne sandsynligvis vil beskrive oplevelsen med Space Perspective. Det er vores ambition at fremme innovationen yderligere, at være førende. Vi vil aldrig gå på kompromis med luksusoplevelsen. Tværtimod ser vi nye teknologier, nye måder at gøre og opleve tingene på som en mulighed for at løfte den luksuriøse oplevelse til nye højder. Innovation er afgørende for mærkets fremtid, og vores ambition er at være i førersædet.
Så er I begge klar til en tur ud i rummet?
Jeg ville da gerne opleve det selv en dag. Så ja, det er jeg helt klar til.
Det skriver jeg mig bag øret! Jeg er så heldig at være en af de medarbejdere, der deltager i vores testflyvninger, og jeg har også meldt mig frivilligt til at teste faldskærmssystemet. Jeg har fuld tillid til de medarbejdere, der udvikler vores sikkerhedssystemer. Når først vi har dokumenteret, at det virker, så er jeg klar til selv at tage af sted og opleve rummet.
Space Perspective skal efter planen udføre sin første kommercielle flyvetur i 2025. Find ud af mere og se det sidste nye om deres rumrejse på spaceperspective.com