Mod nye horisonter

Tag med på roadtrip i en Mercedes-AMG SL Roadster til stedet, hvor arkitekten Deepak Gugarii finder fremtiden i fortiden.

Tekst af Hendrik Lakeberg
Fotos af Muhammed Adil og Mashoor Muneer

Selv i den arkitektoniske metropol af glas og stål er dette hus i udkanten af Dubai noget særligt – ikke kun i kraft af sin imponerende størrelse og håndværksmæssige kvalitet, men også sin sjæl.

Vi suser hen over asfalten i vores Mercedes-AMG SL Roadster. Sandet blæser på tværs af vejen, der fortsætter i lige linje og peger som en pil ud i horisonten. Her er stilhed. Bare stilhed. Vi er på vej til et hus i udkanten af Dubai. Et hjem, der får os til at forstå boligen og arkitekturen på helt nye måder. Bilen accelererer, og Dubais skyline forsvinder langsomt i bakspejlet. En by af glas og stål, som i bogstavelig forstand bliver bygget for øjnene af dig.

Trods årtiers byggeboom, og trods opførelsen den højeste bygning og det største indkøbscenter i verden samt utallige lejlighedskomplekser efterlader den luksuriøse og højteknologiske storby langt fra et færdigt indtryk. Et citat af Hans Højhed Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, vicepræsident og premierminister i De Forenede Arabiske Emirater, pryder den sølvskinnende facade på Museum of the Future, byens mest populære museum: “Fremtiden tilhører dem, der kan forestille sig den, forme den og udføre den.”

Banner

Tiden synes at gå hurtigere end noget andet sted i denne by med ubegrænsede muligheder. Den mellemøstlige by tiltrækker et stadigt stigende antal mennesker. Udstationerede fra hele verden mødes ansigt til ansigt med traditionel arabisk kultur, og fremtidens innovationer smelter sammen med århundredgamle handelstraditioner. I ingen anden by ruller der flere G-Klasser gennem det urbane landskab, og ingen andre steder kan man bo så “bekvemt”. Mens det lave skattetryk engang var en overbevisende grund til at slå sig ned i ørkenbyen, er det nu også ledsaget af en ny definition af luksus og livskvalitet.

Banner

Endeløst sand

For rigtigt at kunne fornemme Dubai og det hus, vi skulle besøge senere på dagen, blev vi rådet til at køre dertil gennem ørkenen. Til oprindelsesstedet for denne storby. Skyskraberne i byens centrum er bygget på det, der indtil for få årtier siden blot var en sandørken. En flok kameler krydser vejen foran os og river os ud af vores tanker. Vi hilser på hyrden, og han vinker tilbage. Så accelererer vi i vores Mercedes-AMG SL Roadster, inden vi endelig når frem til et privat boligområde i udkanten af byen. Her skal vi besøge et hus, der ikke bare er et sted at bo, men repræsenterer en helt ny måde at tænke på. Med et imponerende etageareal på over 3.716 kvadratmeter er det et ekstra ambitiøst projekt i en by, hvor der tilsyneladende ikke er nogen arkitektoniske grænser. Et projekt, der måske kan tilføre et nyt og dybere niveau til byggeboomet i ørkenbyen. En vej ind i fremtiden, hvor vi kommer verden rundt og gennem fortiden. Mod de traditionelle byggeteknikker i Mexico og Marokko, mod italiensk marmor og indisk byggetradition, fordi bygherren, entreprenøren Vinod Jadhav, kommer fra Pune i Indien. Det samme gør den kreative hjerne bag byggeriet – arkitekten Deepak Gugarii.

Banner

“Hvert eneste materiale i dette hus ånder. Det ændrer sig med tiden, det ældes med ynde, det fortæller sin egen historie.”

DEEPAK GUGARII

Banner

Vi parkerer vores Mercedes-AMG SL Roadster i vejkanten. Udefra minder huset om en monolitisk skulptur med høje sandfarvede vægge, trygge kuber, der er forbundet med hinanden eller danner et tag, der strækker sig op mod den blå himmel. Facaden er inspireret af æstetikken i puds med typiske ørkenfarver, der udgør fundamentet i ørkenarkitekturen. I en by, hvor du finder hele spektret af skyskrabere, moderne firkantede strukturer og standardiserede villaer i arkitekturen, er dette hus bevidst skabt som en kontrast. “Det er ikke et hus, man forstår ved første øjekast. Man skal bo i det, gå igennem det, give det tid til at åbenbare sig,” siger Gugarii, mens vi står på verandaen. Vi lader øjnene vandre hen over bygningens markante silhuet, der skiller sig ud mod den lyseblå himmel. “Strukturen tryllebinder både gæster og beboere – man får lyst til at bevæge sig med den og mærke lyset.”

Banner

Lys og skygge

Gugarii studerede solens gang i detaljer, før han overhovedet begyndte at sætte den første sten. Facaden mod syd er stort set lukket og beskytter huset mod ørkenens intensitet, mens nord-, øst- og vestsiden åbner sig overdådigt mod omgivelserne. Strategisk placerede tårne leder naturligt lys dybt ind i interiøret og forvandler det til skulpturer, samtidig med at de bløder op for lyset fra den hårde ørkensol.

Når man kommer ind i huset gennem hoveddøren, går man på en smal gangbro, der svæver over et bassin med krystalklart vand, som reflekterer himlen i sin overflade. Til venstre står et majestætisk oliventræ, der er over 1.000 år gammelt, og hvis knudrede grene fortæller historier fra forgangne århundreder. Deepak Gugarii kalder sit mesterværk for “House of Courtyards”

“Arkitektonisk er Dubai ganske vist en fantastisk by, men den er ikke inspirerende,” siger Gugarii, mens vi slentrer hen over en af de mange gårdspladser. “Men den har en levende kultur og en dynamisk økonomi, der gør den til en by i konstant bevægelse. Jeg ønskede at skabe en bygning, der udfordrer denne rytme – et bygningsværk, der fremstår som en konstant et sted, hvor forandring er normen,” siger han, mens han ord skaber et blødt ekko fra de høje vægge i en lang korridor.

Århundreders visdom

Det arkitektoniske koncept er dybt forankret i principperne i Vastu Shastra. Ligesom Feng Shui i Kina er Vastu Shastra Indiens lære om den korrekte levevis, som Deepak Gugarii har oversat til moderne tider. Filosofien går som en rød tråd gennem hele huset: De omhyggeligt beregnede proportioner, rummenes orientering, brugen af naturlige materialer – alt følger en harmonisk gennemgående plan.

“Traditionel arkitektur,” forklarer Gugarii, “Det har aldrig handlet om at vise sig frem. Det har handlet om at leve med naturen, ikke imod den.” Og det er netop, hvad huset afspejler: De tykke vægge holder på nattens kølighed, de strategisk placerede åbninger lader luft og lys strømme gennem huset, og vandoverfladerne regulerer luftfugtigheden på en naturlig måde.

Banner

Dialog mellem lys, vand og skygge

Huset åbenbarer sig i stigende grad for os som en levende organisme, der tilpasser sig solens rytme. Morgenens første solstråler bader de østvendte vægge i et gyldent lys, mens de vestvendte områder stadig ligger i kølig skygge. Midt på dagen sørger de høje mure for nødvendig skygge, samtidig med at vandoverfladerne reflekterer den blå himmel. Om aftenen forvandles huset igen, når solnedgangen bader de integrerede gårdspladser i et varmt ravfarvet lys.

Gårdhaverne, der er omhyggeligt integreret i planløsningen, forbliver behageligt skyggefulde selv i det mest intense sollys. “Lys er ikke bare lysstyrke,” forklarer Gugarii med skinnende øjne. “Det er det vigtigste materiale, vi arbejder med. Det vækker rummene til live, giver dem karakter og sjæl.” Til grund for hver eneste åbning, hver eneste passage ligger nøjagtige beregninger til at fremme dette samspil med lyset.

Håndværk som et hjerteslag

Materialerne i huset fortæller deres egen historie. Her har håndværkere fra forskellige dele af verden vist deres færdigheder. Alle gårdhaver, stier og vandbassiner er lavet af samme type håndskårne natursten fra Rajasthans ørkener. I udendørsområderne har landskabet fået tilført et lag af knust sten, der er et biprodukt fra forarbejdningen af de indiske natursten, som er valgt til stedet og generøst integreret i de anlagte haveområder. Hvad angår planter og bevoksning er der primært valgt lokale arter som sukkulenter, palmer og oliventræer til at forbinde hele huset. Interiøret er domineret af en kombination af marmor og vægpaneler i lyst egetræ, som giver marmorets tyngde et let udtryk.

Banner

“Hvert eneste materiale i dette hus er levende,” siger Gugarii, mens han stryger hånden hen over en væg. “Det forandrer sig, det ældes med ynde, det fortæller historier.”

Banner

Historien om en visionær person

Vinod Jadhav ejer huset og er selv indbegrebet af dette samspil mellem tradition og innovation. Som succesfuld iværksætter har han rejst verden rundt, dog uden at glemme sine rødder. “Jeg ville ikke have et hus, der praler af sig selv,” forklarer han med rolig stemme bag skrivebordet i sit arbejdsværelse. “Jeg var på udkig efter et sted, der kunne give mig en fornemmelse af tryghed, og som kunne vokse og modnes sammen med min familie.” Det er præcis, hvad dette hus betyder for ham – ligesom Dubai selv gør det.

Historien om, hvordan huset blev til, førte Vinod Jadhav og Deepak Gugarii, som allerede havde bygget et hus i Pune for sin kunde, rundt i hele Indien – fra stenbruddene i Rajasthan til fjerntliggende værksteder, hvor håndværkere stadig praktiserer flere hundrede år gamle teknikker. “Hver eneste detalje fortæller sin egen historie,” siger Jadhav. For eksempel er de fleste stenmøbler i IMARAT-serien, der er Deepak Gugariis manifestation af kultur i arkitektur, blevet specialdesignet og -fremstillet til dette hus.”

Banner

DEEPAK GUGARII

Deepak Gugarii er en prisbelønnet arkitekt fra Pune i Indien, der har modtaget over 70 nationale og internationale udmærkelser og er kendt for sin minimalistiske, men rodfæstede designfilosofi. Han mener, at sanselig arkitektur kan vække følelser, der er stærke nok til at forandre sanseoplevelsen. Med inspiration fra traditionelle metoder i Indien, Marokko og Mexico skaber han tidløse og bæredygtige rum med lys, skygge og naturlige materialer.

  • Slide 1
  • Slide 2
  • Slide 3
  • Slide 4

Mercedes-AMG SL 55 4Matic+ Roadster

Energiforbrug ved blandet kørsel*: 7,4-7,8 km/l
CO₂-emission ved blandet kørsel*: 293–307 g / km
CO₂-klasse*: G