Toscanske drømme i en Mercedes-Maybach S 580

Vel ankommet til Pietrasanta parkerer vi vores Mercedes-Maybach S 580 i en af byens smalle sidegader. Vincenzo De Cotiis’ hus er inden for synsvidde. Det syner ikke umiddelbart af noget særligt. Den antikke facade blender sig ubemærket ind blandt rækken af huse i den gamle bys historiske centrum.

En skyggefuld gårdhave er kantet af bænke i sten, væggene er bevokset med vinranker. Sollyset filtreres gennem bladene. Vi går op ad marmortrappen. Husets entrédør varsler kun diskret om det, der venter os inde bag den – et vidunder af et palazzo, der er gennemstrømmet af lys samt møbleret og dekoreret med unikke kunstværker, som Vincenzo De Cotiis har designet eksklusivt til dette sted. De Cotiis, der er repræsenteret med sine værker på verdensberømte kunstmesser som eksempelvis Art Basel, kalder selv sine designs for “samlerobjekter”, fordi de forener ambitiøs kunst med funktionalitet. Med andre ord er De Cotiis’ værker ikke alene inspirerende at se på, men også – hvis du er heldig for eksempel at eje en af de stole, han har designet – behagelige at anvende.

De Cotiis plejer at tage turen fra Milano hertil i weekenderne sammen med sin hustru, Claudia Rose. Det er de ikke ene om. Mange italienere forlader storbyerne, når de får fri, og tilbringer weekenderne og ferierne her ved havet. Det er et medfødt privilegie, fordi deres hjemland er et af verdens smukkeste og mest eftertragtede rejsemål. Pisa ligger blot få kilometer væk, og en kort køretur bringer dig til Firenze eller Genova. Bagsædet i vores Mercedes-Maybach giver os storslået udsyn til landskaberne og mulighed for at nyde køreturen. Panoramataget indrammer de grønne trækroner perfekt mod en skyfri blå himmel undervejs til vores destination. Vi tager motorvejen fra Milano i retning mod kysten. Herefter snor ruten sig gennem skarpe sving og smalle gyder. At køre i en Maybach giver dig en fornemmelse af at svæve. Undervognen med E-ACTIVE BODY CONTROL dæmper stød fra ujævnheder på vejen, og selvom vores Mercedes-Maybach er over fem meter lang, den medstyrende bagaksel for, at den mestrer selv de mest skarpe sving på en utroligt dynamisk måde. Når vi læner os tilbage i de luksuriøst polstrede sæder, kan vi lade os forkæle af massagefunktioner og samtidig nyde synet af de liguriske landsbyer langs den italienske riviera, mens vi nærmer os vores destination.

Vi er nået frem til Vincenzo De Cotiis’ spektakulære palazzo i Pietrasanta. Claudia Rose fortæller os historien om, hvordan hun fandt det og gjorde det til et af Vincenzos projekter. “Vi forelskede os straks i dette palazzo, da vi fandt det. Det var fascinerende for os at opleve, hvordan tidens tand havde brændt sig fast i arkitekturen. Vi opdagede hele tiden nye detaljer og farver. Perfektionen i det ‘ufærdige’ var tillokkende. Vi var begejstrede for den fortryllende stilhed og de lyse omgivelser. Det var nærmest klosteragtigt,” fortæller hun. Og det er netop, hvad deres palazzo var i sin begivenhedsrige fortid. Det blev bygget i det 18. århundrede og brugt som nonnekloster, men har også fungeret som bolig for kunstneren Antonio Digerini, der især har været med til at forme det. Kunst har således altid været en del af palazzoets DNA. Væggene i den store dagligstue på tredje sal er udsmykkede med malerier fra den vilhelminske æra. De Cotiis tilføjede værket af Felix Schramm til kollektionen. Det er specialbestilt til stedet og ligner noget, som dramatisk falder ned fra loftet.

Vincenzo De Cotiis slog oprindeligt sit navn fast som indretningsdesigner. Han stiftede sin egen virksomhed og åbnede et galleri med sin hustru i 1997, hvor de begyndte at markedsførte De Cotiis’ samlerobjekter. Det skulpturelle sprog og design kombineret med de specielle materialer, han bruger til at skabe dem, gør værkerne helt unikke.

Materialer er også et vigtigt råstof i Pietrasanta-regionen. Siden slutningen af den romerske republik har man brudt marmor ved foden af De Apuanske Alper i den nærliggende by Carrara og solgt det til hele verden. Du ser det elegante byggemateriale overalt i Pietrasanta. Allerede ved byens udkant bliver du budt velkommen ved synet af en skatepark i marmor. Michelangelo besøgte Pietrasanta regelmæssigt for at købe marmor til sine værksteder i Firenze og Rom – og det samme gjorde Leonardo da Vinci. I dag har den colombianske verdensberømte kunstner Fernando Botero en bolig i Pietrasanta. Ligesom De Cotiis selv.

Arkitekten læner sig tilbage i sofaen på husets fjerdesal. “Min hustru og jeg har tilbragt vores sommerferier her, siden vi var unge. Pietrasanta er en meget speciel og eksklusiv del af Toscana. Byen har en unik og magisk atmosfære, som er svær at beskrive. Den ligger i et skrånende terræn omgivet af bjerge og antik romersk arkitektur. Og jeg elsker virkelig, hvordan den tiltrækker kreative mennesker,” fortæller han. De Cotiis’ designs er eftertragtede, og han sælger ikke kun unikke værker, men også indretningsdesign til hele huse. Lejligheder, villaer og huse rundt omkring i Milano og resten af verden er således på diskret vis blevet indrettet med hans værker. Men faktisk er de nærmest for værdifulde og inspirerende til udelukkende at blive oplevet af de mennesker, der har dem i deres boliger. De er indbegrebet af italiensk nonchalance, en slags overfladisk skønhed forankret i den italienske kulturs DNA og forstærket af de berømtheder, der slentrede gennem fiskerbyen i midten af det forrige århundrede og forvandlede naturhavnen til et globalt trækplaster. Gennemført idylliske Portofino er en legemliggørelse af Platons filosofi. Et absolut virkelighedsfjernt sted for de fleste af os, et sted, man kun ser i film eller erindringer – men nu er vi her.

Og Portofino er naturligvis samtidig de perfekte rammer for vores Mercedes-Maybach S 580, der står og funkler i aftensolen. Lyset reflekteres i alle regnbuens farver på den sorte lakering med overfladisk skønhed og en fornemmelse af dybde. Som i Vincenzo De Cotiis’ kunst er det detaljer som eksempelvis materialernes diskrete kompleksitet, der skaber flere sensuelle lag – som fortalte de eventyr. Eventyr, der allerede er skrevet, men også dem, der endnu ikke er blevet nedfældet på papir – af både dem, der bor med De Cotiis’ kunstværker, og dem, der kører en Maybach. Eventyr, der bliver ved med at give.