Seoul: Gennem fremtidens by

Tekst af Hendrik Lakeberg Fotos af David Sheldrick

Hallyu – den koreanske bølge – er betegnelsen for den sydkoreanske kulturs fremgang i hele verden. Vi blev guidet gennem Seoul af fire unge mennesker i en Mercedes-AMG SL.

Seoul stråler i aftenmørket. Byens lys reflekteres i flotte farver på skyskrabernes glasfacader, i ansigterne og på vores Mercedes-AMG SL 43, som vi bruger til at udforske byen denne aften. Den elegante roadster er lakeret i en blå farve, kaldet Spectral Blue magno, som funkler og går i ét med skumringslyset. Der er ikke meget trafik i Seoul om aftenen. Men mens der er forholdsvis stille på de store veje, så er der et mylder af liv på restauranter og fortove i de små gader. Vi har med andre ord fri passage til byen, der aldrig sover. Ledsaget af fire unge mennesker – Ara, YJ, Sam og Namu – bevæger vi os ud i natten, mens de fortæller om sig selv og om hjemlandet, som er midt i en fascinerende opblomstring.

"Vi har i øjeblikket nogle enormt dygtige kreative mennesker, som får opgaver rundt omkring i hele verden og markerer sig inden for fotografering. Det er vildt. Selvom det er et lille land, har Korea et fantastisk image lige nu"

Neonskiltene bader storbyen i et nyt lys, hvilket lige så godt kunne være en visuel beskrivelse i dette land, der er under rivende udvikling – både teknologisk, kulturelt og i modeverdenen. K-pop, koreansk popmusik, er en af musikindustriens mest populære og mest sælgende genrer. Modebrands og skønhedsprodukter ‘made in Korea’ er særdeles eftertragtede uden for landets grænser og begynder nu at erobre det globale marked. Den koreanske filmbranche overgår hvert eneste år sig selv med nye og endnu mere spændende og indviklede plots. Netop som du tror, du er nået til historiens klimaks i en koreansk film, finder den ofte et nyt fængslende gear med en helt ny drejning – næsten som et symbol på landets udvikling. Fænomenet har et navn: Hallyu – eller den koreanske bølge.

En aften i Seoul: Sam, Namu, Ara og YJ (fra venstre mod højre) guider os igennem den dynamiske storby, hvor tradition og innovation går hånd i hånd.

Banner

Vi parkerer vores SL på en lille parkeringsplads lige foran restauranten Pepe Zoo. Det er kun muligt, fordi vi er ejerens personlige gæster. Seouls transportnetværk fungerer forbilledligt takket være de mange brede veje og nemme adgangsforhold. Det er en mild sensommeraften. Ingen regn på vej, så vi åbner kalechen. Forbipasserende standser hele tiden op og kigger nysgerrigt på bilen og dens design, der kombinerer digital teknologi og stilfulde detaljer med tråde tilbage til fortidens hæderkronede SL-modeller. Mercedes-Benz kalder stilen ‘hyperanalog’, og modellen passer derfor perfekt til denne storby med sin kombination af traditionelle værdier og moderne teknologi – ikke kun på overfladen, men også i overført betydning. Vi får lyst til at lære mere om byen og landet, om det nye image og om, hvorfor det hele er noget særligt.

Pepe Zoo er en grøn overdækket oase midt i hjertet af byen. Restauranten er placeret i en af de mange små og ubemærkede sidegader i Seoul. Her er masser af valgmuligheder, især spisesteder. At gå ud i Seoul om aftenen uden at spise er utænkeligt for koreanere. Koreanere elsker at spise sammen.

Banner

“Og koreanere er meget grundige. Vi er besatte af at gøre alt perfekt,” siger Sam. Sam er den ældste af vores fire gæster. Ved siden af ham sidder YJ ved bordet i Pepe Zoos have i en smal sidegade i Apgujeong, der er et af Seouls mest populære kvarterer. YJ er journalist og pendler mellem New York og Seoul. Ved siden af hende sidder Namu, der er af koreansk-østrigsk afstamning og blot er på besøg i Seoul for at blive filminstruktør. Den yngste, Ara, arbejder som model. Hun er opvokset i Italien og vendte tilbage til Seoul for få år siden. Nu har hun planer om at blive her i en længere periode. At nævne dem efter alder på denne måde – ældst først og yngst sidst – kan virke søgt i andre lande, men er imidlertid et hierarki, der er tradition for i Sydkorea. Familien og respekten for de ældre er fast forankret i kulturen og livsstilen. Derfor bor koreanere hjemme hos deres forældre i meget længere tid end gennemsnittet – nogle gange adskillige år ind i arbejdslivet.

Gganbu – traditionel forbundethed

En anden vigtig værdi i koreansk kultur er den såkaldte ‘gganbu’, en dybt forankret varm og venlig forbundethed, der opstår, når man kender hinanden godt og har en fælles historie. I aften får vi en fornemmelse af det, selv om de fire unge mennesker faktisk ikke har mødt hinanden før. “Jeg voksede op i England med mange koreanere omkring mig. Helt fra barnsben kunne jeg mærke gganbu – denne forbundethed, der er svær at sætte ord på. En varm følelse af samhørighed og loyalitet. Da jeg vendte tilbage til Seoul i 2011, mærkede jeg det igen. Også selv om jeg i starten følte mig udenfor og skulle bruge tid på at falde til,” forklarer Sam, mens de andre lytter.

Sam spillede i bands og blev opdaget som et K-pop-talent. Sammen med gruppen Lunafly fik han succes og har givet koncerter i mere end 70 lande. Bandets sange hittede, især i Sydøstasien. Sam oplevede blandt andet at optræde som popstjerne ved en koncert i Mexico City for tusindvis af mennesker. Da bandet blev opløst, begyndte Sam at skrive sine egne sange. Selvom han fortsatte i samme branche, skulle han alligevel starte helt forfra. Men K-pop boomer, hvilket også betyder, at mange nye lovende bands har brug for sange. Faktisk er det nærmest en uskreven regel inden for K-pop, at et band for det meste ikke skriver deres sange selv. “Det første år som sangskriver var svært. Men så valgte pigegruppen Iz*One at optræde med en af mine sange. Dét var en god start,” pointerer Sam.

Pepe Zoos diskrete placering og italienske køkken gør restauranten til lidt af et ‘insidertip’. Den er sjældent helt fyldt op, og det er blot et udvalgt publikum, der vælger at besøge den. Skuespillere og popstjerner blander sig med stamgæster fra kvarteret og folk, der tilfældigt har lagt vejen forbi. De bliver ikke alene tiltrukket af maden, men også af de smykker, som Aras mor designer og sælger her. Hun er medejer af restauranten, der er noget særligt i Seoul på grund af dens unikke europæiske atmosfære og ikke mindst fremragende mad.

Banner

Koreansk cool

“Min mor var journalist, præcis som dig,” fortæller Ara og kigger på YJ, der i en batikfarvet langærmet trøje og afklippede jeans fortæller om sin baggrund. “Jeg flyttede til USA, da jeg var tolv,” fortsætter YJ. Hendes kærlighed til popkulturen og mode førte hende til New York, hvor hun fik job som journalist ved det digitale livsstilsmagasin Highsnobiety, som dengang kun havde ganske få ansatte. I mellemtiden har Highsnobiety udviklet sig til en verdensomspændende succes med markant indflydelse på modeverdenen. Det var oprindeligt planen, at YJ kun skulle opholde sig få måneder i Seoul, da hun besøgte familie og venner i 2015. Men så fik hun tilbud om at opbygge den koreanske version af Hypebeast, en pendant til Highsnobiety. Projektet startede i 2016 og blev en succes, der forlængede YJ’s korte visit i Seoul med sammenlagt fem år. Der var ganske enkelt så meget at lave som journalist – for eksempel eksploderede K-pop på verdensscenen efter at artisten Psy hittede med Gangnam Style, som frem til i dag er blevet afspillet omkring næsten fem milliarder gange på YouTube.

"Koreanere er meget grundige. Vi er besatte af at gøre alt perfekt"

Interessen for koreansk mode er også vokset, og ikke mindst for koreanske film, efter at Bong Joon-hos film, Parasite, vandt en Oscar. I dag skriver YJ derfor også om designere, artister, skuespillere og instruktører. “Jeg havde imidlertid ambitioner om at sigte endnu højere. Det interessante ved Korea er, at der altid har været dygtige kreative mennesker her. Hvis du tager alle de store brands i New York, så kan du være sikker på, at en af deres vigtigste designere er fra Korea. Desuden er landet i gang med at finde sin egen stil. Efter en periode med mange efterligninger, forsøger flere unge designere i dag at finde et cool koreansk udtryk,” fortæller hun.

Banner

Som model viser Ara, hvordan moden udvikler sig i Sydkorea. Hendes mor flyttede til Italien som journalist i 1990’erne og blev gift i landet. Ara voksede op og gik i skole i Italien, men følte sig aldrig helt hjemme. Hun begyndte at arbejde som model, da hendes mor flyttede tilbage til Seoul. Familiens kreative energi fornemmer man desuden i de smykker, som moren designer og datteren bærer. Aras karriere som model er først lige kommet i gang. Derfor var flytningen den helt rigtige beslutning. Hendes første forside for det koreanske Elle kom ud for nogle måneder siden. “Vi har i øjeblikket nogle rigtigt dygtige kreative mennesker herfra, som får opgaver rundt omkring i hele verden og markerer sig inden for fotografering. Selvom det er et lille land, har Korea et fantastisk image lige nu.”

“Vi kan godt lide at gøre ting smukke,” tilføjer Sam tilbagelænet og smilende. Vi sætter os tilbage i vores Mercedes-AMG SL 43. Lysene giver lakken på bilens karrosseri endnu flottere glans. Vi lytter til Namus historie, mens vi fortsætter videre rundt i byen. Byens lys viser os vej. Namu har kun boet få måneder i Seoul. Han er opvokset i Østrig og føler sig hverken specielt koreansk eller østrigsk. Som talentfuld golfspiller opnåede han et stipendium til et amerikansk universitet. Men kort tid efter sin ankomst til USA fandt han ud af, at det ikke føltes rigtigt. Han flyttede derefter til Seoul, fik en praktikplads og forberedte sig på at studere filmvidenskab. “Jeg har altid følt mig forbundet til Korea via min mor. Nu har jeg besluttet mig for at blive her i et stykke tid og finde ud af, hvad jeg vil.”

Banner

Tradition og fremtid i harmoni

Vi kører gennem byen i to biler: Ara og Sam er elegant kørende i en Mercedes-AMG SL 43. YJ og Namu følger trop i produktionsholdets E-Klasse. Mens AMG især er populær blandt unge – mange K-pop-stjerner og koreanske influenter er begejstrede for at blive set i mærkets sportsvogne – er E-Klassen den mest solgte model fra Mercedes-Benz i Korea. Vi kører igennem det velstående Apgujeong-kvarter med store indkøbscentre og internationale luksusmærkers flagskibsbutikker. Det er efter lukketid, men lysene fra de store vinduer stråler klart i mørket. “Koreanere kan godt lide smukke ting og er velklædte. Vi kan lide at bruge penge,” fortæller YJ under turen gennem byen. Dét er også tydeligt i studenterkvarteret i nærheden af Konkuk-universitet, hvor mange barer holder åbent næsten hele natten, også på hverdage. Høj musik strømmer ud fra butikker og restauranter, mens vi kører videre gennem natten i vores SL.

Vi bestemmer os for at gøre et sidste stop for at spise i Gangnam. Psys hit gjorde med ét slag det velhavende forretningsområde berømt og samtidig til et symbol på landets fremgang. I Gangnam får man Seouls bedste stegte kylling, en af de uofficielle nationalretter. Vi parkerer vores Mercedes-AMG SL 43 foran en lille, simpel restaurant, der er kendt for at servere den bedste kylling i Seoul. Stedet er en rigtig overlever, som 40 år efter sin åbning stadig står med sin overflod af memorabilia og uprætentiøse indretning midt blandt de moderne højhuse. Og maden er lige så velsmagende, som vi er blevet lovet. Med sin sans for traditioner og et optimistisk syn på fremtiden repræsenterer dette sted i al sin beskedenhed en anden traditionsbevidst side af landet. Som et symbol på den delte cirkel i det koreanske flag: Yin og yang – modsætningernes harmoni.