For mange er en Mercedes-Benz mere end en bil. Den er et symbol, som gennem flere generationer og på forskellige måder er blevet en del af selve kulturhistorien.
Stjernearkitekten Norman Foster sidestiller den legendariske Mercedes-Benz 300 SL med skulpturer, mens rapstjernen Travis Scott dedikerer et musikalsk manifest til sin Mercedes-Benz. Fabrikken bygger ikke kun fantastiske biler, men har også med tiden opbygget en enorm symbolsk tiltrækningskraft. Hvordan bliver et brand en del af kulturen? Det har vi undersøgt.
Det starter med et minde. Jeg er ung, meget ung faktisk, og sidder på bagsædet i en Mercedes-Benz 200 E fra 1990, der på daværende tidspunkt er næsten lige så gammel som mig. Det er mine bedsteforældres bil, og den føles som en hule, når jeg stiger ind i den. Min bedstefar er taxachauffør og arbejder med at køre folk rundt i centrum af Frankfurt. Når man ser bort fra det daglige slid bag rattet, er hans bil et løfte om frihed – en drøm, som hverdagslivet næsten ikke levner nogen plads til.
Drømme i en Mercedes-Benz kan være med til at forme dit liv.
Vi kører i adstadigt tempo, som altid når vi er på vej ud til mine bedsteforældres kolonihave. Motoren brummer sagte og beroligende, mens aftensolen bader landskabet og landevejen i et gyldent lys. Jeg har rullet sideruden ned og tegner bølger i vinden med min hånd. De kølige og bløde lædersæder, det glansfulde træ i instrumentpanelet, lammeskindet oven på sædebeskyttelsen med trækugler i lyse farver: Billederne fra de svundne tider står stadig tydeligt i hukommelsen. Når jeg mindes dette øjeblik, kan jeg godt tænke, at vi skulle være kørt gennem Californien i stedet for tyske Hessen – og til lyden af Stillehavet i stedet for den nærliggende A66 motorvej. Men det er selvfølgelig utænkeligt, for mine bedsteforældre rejser aldrig uden for Europa, men man kan altid drømme sig ud i verden. Det kræver blot den rette inspiration. Der bliver ved med at være noget umiddelbart og velkendt over en Mercedes-Benz, og samtidig er den et løfte om den store vide verden. Jeg holder aldrig op med at tænke, at en Mercedes-Benz stadig er det helt rigtige valg til alle behov – både på de tyske landeveje og på Highway 1 på den amerikanske vestkyst.
Det var et ikonisk øjeblik, da Mercedes-Benz i forbindelse med kunstprojektet Mondo G iscenesatte G-Klassen i et månelandskab.
Det er virkelig fascinerende, at jeg med hukommelsens kraft kan forvandle en bil, der trods alt primært er beregnet til at transportere mig sikkert og godt fra A til B, til drømme, begær og frihed på fire hjul – en helt specifik livsindstilling. Selvom vi dengang typisk kun brugte den til at komme ud til mine bedsteforældres elskede kolonihave.
"Motoren i min bedstefars Mercedes-Benz 200 E brummer sagte og beroligende, mens aftensolen bader landskabet i et gyldent lys. Jeg har rullet sideruden ned og tegner bølger i vinden med min hånd"
Og jeg er ikke den eneste, der har det på den måde. At tillægge en almindelig dagligdags genstand som en bil en særlig betydning i minderne er noget, tusindvis af mennesker – hvis ikke hundredtusindvis af mennesker – rundt omkring i verden gør og har gjort igennem årtier. Det bliver til et lille stykke kulturhistorie. Oplevelsen forener alle generationer, der har kørt Mercedes-Benz igennem mere end hundrede år. Ikke mindst fantastiske kunstnere eller arkitekter som Andy Warhol og Norman Foster, der sidestillede bilernes æstetik med skulpturer og malerier – eller udødeliggjorde dem i ikoniske kunstværker.
Højglans: Det japanske modehus Sacai har klædt en Mercedes AMG GT i skinnende krom.
Vi har det på samme måde som modedesigneren Virgil Abloh, der fra barnsben drømte om en S-Klasse, inspireret af sine hiphopidoler. Vi føler et tilhørsforhold til en berømt sang, hvor Mercedes-Benz symboliserer et løfte om lykke og glæde. Fælles for dem alle er, at de ophøjer bilen til mere end blot en funktion – de forvandler den til noget kulturbærende, der rummer forskellige tanker og minder. De høje hammerslag ved auktioner – der løber op i millioner og dermed en formue for de fleste – viser, at for eksempel SL-modeller fra 1950’erne har udefinerbare værdier, som er mange penge værd, og at det handler om mere, end blot, at de er sjældne. Det handler også om symbolværdien. Om den store kærlighed til mærket, som får samlere til at betale skyhøje priser.
Mercedes-Benz-mærkets karisma har løftet sig til ekstraordinære højder i løbet af de mange årtier, det har eksisteret. Mærket er med udgangspunkt i individuelle oplevelser og minder blevet et universelt symbol i hverdagslivet og i popkulturen, indprentet i den kollektive hukommelse, gennem ikke bare én, men flere generationer – på tværs af alle kulturer og kontinenter. Det vidner ikke mindst de mere end 16.000 referencer i rap- og hiphopsange, men også en overflod af referencer i kunstværker, bøger, serier og blockbustere om.
For Mercedes-Benz er det en balancegang. Ikke alene mellem utrættelig innovation og teknologisk topkvalitet, men også den kulturelle tilstedeværelse. Det ser vi afspejlet i den enestående anerkendelse fra kunder og fans, i foreninger, på hjemmesider og ved events. Mercedes-Benz er desuden selv bevidst om at være relevant i forhold til de personligheder, mærker og tendenser, der har været selve indbegrebet af tidsånden siden 1920’erne. Et historisk eksempel på dette er en reklame for en Mercedes-Benz afbildet foran Le Corbusiers hus – der var banebrydende for sin tid – i boligkvarteret Weissenhofsiedlung i Stuttgart. Billedet illustrerer, hvordan man på en vellykket måde kan forene personlige minder og kollektive længsler i både drømme og dagligdag. Mercedes-Benz appellerer i lige høj grad til sikkerhedsbevidste familiemennesker som til den teknisk kyndige connaisseur, skuespillere, modeikoner og generation Z-influencere.
Hollywood-stjernen Bradley Cooper er fan af G-Klassen og optrådte for nylig i en kampagne.
En afgørende faktor for mærkets betydning ligger i dets historie og de værdier, det har repræsenteret, siden det blev grundlagt i 1926. Det handler om tillid, og det handler om sikkerhed. Mercedes-Benz er blevet synonymt med tysk ingeniørkunst, kvalitet og luksus – egenskaber, der konsekvent er blevet videreudviklet igennem årtier. Mercedes-Benz har vundet generationers tillid og beundring ved løbende at være innovativ og ihærdigt at pleje sit etablerede værdisæt.
I dag, knap hundrede år efter reklameplakaten fra Weissenhof, forstår Mercedes-Benz stadig vigtigheden af at skabe en tilknytning til de mennesker, der er indbegrebet af tidsånden. Dette manifesterer sig blandt andet i nylige samarbejder med Off-White, Moncler, Sacai og Heron Preston eller i Mercedes-Benz-biler, der medvirker i film og populære serier. For ikke at tale om verdenspremieren på den elektriske G-Klasse i Los Angeles i begyndelsen af året, hvor stjerner som Bradley Cooper og Travis Scott blev inviteret til at optræde på taget af en G-Klasse. Det er netop sådanne øjeblikke, der bidrager til at forstærke mærkets attraktivitet og ikoniske status.
Du skal gøre dig fortjent til publikums gunst. En udfordring, som man tager særdeles alvorligt hos Mercedes-Benz ved altid at fokusere på at imødekomme, og ikke mindst overgå kundernes høje forventninger. For Mercedes-Benz-ejere er bilen mere end blot et transportmiddel på fire hjul – den er et hjemsted, en tilflugt fra hverdagens stress og jag. Den er et komfortabelt sted, som ejeren er fortrolig med – og den tilbyder lige dele frihed og tryghed. En Mercedes-Benz følger os gennem livet, den har formative egenskaber, der starter med at gøre den til en del af vores hverdagsliv og dernæst til en del af vores kultur.
Stjernearkitekten Norman Foster udstillede sin Mercedes-Benz 300 SL – også kaldet 'Mågevinge' – som en skulptur på kunstmuseer.
Du kan sige, at en Mercedes-Benz repræsenterer et ideal. For mange er den virkeliggørelsen af en drøm, der er undfanget i barndommen og lever videre resten af livet. Små drømme bliver til store drømme, barndommens oplevelser bliver til popsange, som millioner af mennesker lytter til.
Mercedes-Benz bliver ikke blot et kulturelt symbol gennem andre, men i særdeleshed også ved egen fortjeneste. Det skyldes ikke mindst den utrættelige opmærksomhed på detaljerne under udviklingen af bilerne, som mærket er så kendt for. Det kommer til udtryk gennem den lidenskab, de er bygget med. Og er resultatet af altid at stræbe efter den bedste løsning. Det er det, der gør fabrikkens biler større end summen af deres design og højteknologiske dele. De bliver en livsstil, en del af et personligt minde. Enhver Mercedes-Benz fortæller historien om køreglæde og eventyr på vejene. Det siges ofte, at rejsen er belønningen. Det gælder mere end noget for en Mercedes-Benz. For selvom vi selv vælger, hvor vi vil køre hen, så kan en Mercedes-Benz bane vejen for os. Og på den måde give os langvarige og inspirerende minder at trække på i fremtiden.
Måske sidder der også i dag et barn i sine bedsteforældres Mercedes-Benz med et Burmester surround soundsystem, der spiller bedstefars yndlingsmusik. Et barn, der er tryllebundet af Janis Joplins karakteristiske stemme, samtidig med at coverbilledet på bilens hyperscreen langsomt indprenter sig hukommelsen. Og måske vil dette minde endda på et tidspunkt blive forvandlet til et øjeblik i popkulturen og være med til at forme den næste generation.