E-Klassen har været bannerfører for sikkerhed siden første generation blev præsenteret i 1961. Nu har Euro NCAP udnævnt nyeste generation af modellen som den sikreste bil i 2024 – en udmærkelse, der bygger på mere end 100 års utrættelig innovationsånd.
Det går ikke stille for sig, når testorganisationen Euro NCAP hvert år systematisk smadrer den ene bil efter den anden på alverdens fantasifulde måder.
Men selvom det kan virke en smule voldsomt at se med, når fabriksnye køretøjer knuses til ukendelighed før lakken knapt er tør, er der selvfølgelig mening med galskaben. De nøje eksekverede crashtests sker nemlig i en højere sags tjeneste.

E-Klassen er den sikreste bil i 2024
Euro NCAP udnævner hvert år de sikreste biler i en række forskellige kategorier. Den ærefulde titel som den sikreste bil gives til den bil, som opnår den højeste samlede bedømmelse beregnet ud fra et gennemsnit af fire sikkerhedskategorier: beskyttelse af voksne passagerer, beskyttelse af børnepassagerer, beskyttelse af ubeskyttede trafikanter samt bilens sikkerhedsassistenter.
Sidst regnskabet blev gjort op, stod E-Klassen tilbage med flest point og løb derfor med titlen ‘Best Performer’ – årets sikreste bil 2024.
Sikkerhed frem for alt
Den testede model var nyeste variant af klassikeren, som naturligvis er udstyret med endnu flere avancerede sikkerheds- og assistentsystemer end sine forgængere.
Det nyeste Pre-Safe-system kan eksempelvis forberede bilen i tilfælde af en forestående kollision ved at justere sæderne, stramme sikkerhedsselerne og udsende en højfrekvent lyd i kabinen, som forbereder det indre øre på braget, umiddelbart inden en forestående kollision – alt sammen på splitsekunder.
Derudover er aktive sikkerhedssystemer som adaptiv fartpilot og vognbaneassistent blevet forfinet yderligere, for eksempel ved at hjælpe føreren med at holde bilen i den korrekte vognbane ved motorvejskørsel, ligesom en opgraderet version af det automatiske nødbremsesystem er blevet tilføjet.

Bannerfører i sin klasse siden 1961
Sikkerhed har altid haft høj prioritet i E-Klassen. Allerede i 1961 var modellen som en af de første udstyret med sikkerhedskarrosseri og deformationszoner, som hjalp med at absorbere de voldsomme kræfter i tilfælde af kollision.
Den utrættelige jagt på forbedringer har lagt fundamentet for mange af de sikkerhedsfunktioner, som er helt almindelige i dag. I løbet af 1980’erne kom eksempelvis fører- og passagerairbags til, og sidenhen avancerede sikkerhedsselesystemer, som yderligere reducerede risikoen for skader, hvis uheldet skulle være ude.
Først med intelligente forlygter
E-Klassen har også været en ledestjerne inden for lygteteknologi. Allerede i 2006 blev Intelligent Light System-forlygterne introduceret til E-Klassen, og i dag fås modellen med de endnu mere avancerede DIGITAL LIGHT-forlygter, der reagerer endnu hurtigere på omgivelserne og endda kan projicere animationer direkte på asfalten foran bilen.
Listen over sikkerhedsinnovationer, der har formet E-Klassen gennem historien, fortsætter. Og det er ingen tilfældighed, at seneste generation har fået prisen som årets sikreste bil. Den bygger nemlig videre på flere generationers ambition om at bygge verdens bedste biler.
Er du nysgerrig på E-Klassen? Læs mere om den her.
