En G-Klasse i New York

Det første, du lægger mærke til i Greenpoints gader, er, at der er fred og ro. Selv om fred og ro naturligvis er en relativ ting her. Greenpoint ligger i det nordlige Brooklyn og er derfor trods alt stadig en del af New York – en af verdens mest larmende storbyer. Og Manhattan – det støjmæssige epicenter, hvor højhuse med glasfacader vokser ind i himlen og tårner sig op over lydbilledet på nogle af verdens mest travle gader – ligger blot få hundrede meter fra Greenpoint, på den anden side af East River.

Solen skinner på denne forårsdag, og kvarteret udstråler en ro, der er indbegrebet af den afslappede holdning til livet, som flere og flere mennesker tiltrækkes af. For eksempel newyorkere, der søger væk fra det hæsblæsende tempo på Manhattan, eller turister, der opsøger alternativer til de slagne turistruter. Vejene er ensrettede, og der er etableret cykelstier langs husene i træ og mursten, som i stedet for tretten blot er tre etager høje. Hyggeligt indrettede kaffebarer er placeret mellem butikker og gallerier. Unge forældre skubber barnevogne foran sig gennem gaderne og lufter hunde i alle størrelser og farver.

“Kvarteret har helt sikkert ændret sig i de senere år,” siger Tobias van Schneider, som har boet i Greenpoint siden 2013. Den 37-årige designer og iværksætter forlod Manhattan, fordi han længtes efter et mere roligt sted at bo. “Der plejede ikke at ske noget her. Ingen ville bo her, fordi det er et kvarter med ret dårlige transportforbindelser. Der var næsten igen caféer, ingen barer, ingen butikker. Men det var naturligvis billigere.”

Tobias van Schneider foreslår, at vi mødes på Eagle Trading Co., der var den første kaffebar af sin slags i Greenpoint for omkring 10 år siden. “Det er stadig den bedste,” siger van Schneider, som bor blot et par gader væk. “Jeg drikker ikke kaffe, men jeg elsker deres sandwicher. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange af dem, jeg har spist.” Folk kender hinanden hos Eagle Trading Co., og baristaen smalltalker muntert, mens han serverer iskaffe og breakfast-burritos. Tobias van Schneider udveksler også et par ord med Sam, der ejer stedet, og sætter sig derefter på en plads ved vinduet med udsigt til sin G 550, som står parkeret foran caféen.

Den firkantede modelserie, der har 45-års jubilæum i år, skiller sig ud fra de amerikanske bilproducenters runde modeldesign. Forbipasserende standser op, en hundelufter tager en selfie.

“Jeg får faktisk ofte stillet spørgsmål om bilen,” fortæller van Schneider og ler. Han er opvokset i Tyskland og Østrig, før han flyttede til USA. “Den er et blikfang. Især fordi den ofte er temmelig beskidt. Jeg kan godt lide at køre offroad, men jeg har ikke mulighed for at vaske bilen så ofte.” Han har gjort en undtagelse i dag for vores skyld. “Ellers kan bilen godt være beskidt af mudder i flere uger.” Men dét er også et look, der virkelig klæder G-Klassen. “Det er en bil, der er lavet til at køre i vanskeligt terræn. Så den må godt blive beskidt.”

Han kører primært længere ture med sin G 550 i weekenderne, til New Jersey – “på en bane, der normalt bruges til motorcross”. Eller til en strækning på stranden i Island Beach State Park, hvor det er tilladt at køre med den rette licens. Det var V8-motoren, han blev tiltrukket af, sammen med bilens terrænegenskaber og dens evne til at køre på næsten alle typer underlag – uanset hvor udfordrende – takket være differentialespærrerne, som han forklarer, på vejen hen til bilvasken i udkanten af Greenpoint. Når han vasker bilen, plejer han også at vælge polering. “På grund af de mikroridser, der kommer her og der,” siger han, mens han smiler, nærmest lidt undskyldende. Det er souvenirs fra de mange køreture gennem skovområder. “Jeg kan godt forstå, at folk så vidt muligt forsøger at undgå dem, men de er en del af min bil.”

I løbet af ugen er der næsten aldrig tid til terræneventyr. Van Schneider arbejder som designer med at udvikle virksomheders brandimage, og han er partner i tre virksomheder, der tilbyder digitale porteføljeværktøjer til kreative fagfolk. Han er også far til en ung søn – som i en alder af tre år endnu ikke interesserer sig så meget for terrænkørsel. “Når vi alle tre er ude at køre, kan vi godt lide at køre nordpå og vandre eller opleve naturen. Der er smukt deroppe.” Den nordlige del af staten New York har et landskab, der er præget af bjergkæder og vidtstrakte skove, som på mange måder minder van Schneider om Østrig.

Den selvlærte designer har boet i New York i 13 år. “Jeg har altid følt mig tiltrukket af dette sted,” siger han. “For mig har det altid været længslens by.” Ikke mindst fordi han aldrig har haft det, man kalder for et ‘helt almindeligt CV’ i Tyskland og Østrig. Van Schneider blev født i Mannheim og er opvokset i nærheden af Saarbrücken. Hans barndom var ikke præget af materiel velstand. “Vi var altid de fattigste,” siger han. “Jeg kunne for eksempel aldrig komme med på skolerejserne med mine klassekamerater, fordi vi ikke havde råd.” Da han var 12 år gammel, flyttede han og hans søskende med deres mor til Østrig, hvor de boede i et bondehus i bjergene. Hun var alenemor, og det var et fuldtidsjob. “Det var et rigtigt eventyr for os børn,” fortæller van Schneider. “Huset var meget simpelt, en ombygget lade uden rindende vand. Vi trak et vandrør fra en nærliggende kilde og frem til huset. Det varme vand var strengt rationeret, og vi måtte deles om badevandet. Men for mig var det egentlig aldrig noget problem. Det var bare sjovt.”

At flytte var imidlertid en helt anden historie. Van Schneider var ikke en flittig elev, da de boede i Tyskland, og det blev ikke bedre efter flytningen til Østrig. “Jeg klarede med nød og næppe at bestå fagene i grundskolen og kunne overhovedet ikke komme i gymnasiet.” På den erhvervsforberedende skole, som han derefter gik på i Østrig, var han også god til at pjække. Lærerne? De havde for længst afskrevet ham. “De sagde, at jeg aldrig ville kunne få et job.” Han søgte ind på en designhøjskole i Graz, hvor man kunne blive optaget med en designportefølje i stedet for en universitetsgrad, men blev ikke optaget. Så han flyttede i stedet til Graz – hvor G-Klassen altid er blevet produceret – og påbegyndte en uddannelse som datamatiker og IT-tekniker. Van Schneider begyndte at lære sig selv principperne at designe. “Jeg var allerede dengang fascineret af godt design.” Da han ikke kunne få ansættelse efter sin lærlingeuddannelse, startede han sin egen designvirksomhed. Hans mor bidrog også til at give ham den nødvendige selvtillid. “Hun har altid troet på mine evner. Uanset hvad andre sagde.”

Han begyndte at få de første ordrer i hus. “Mine kunder var folk, der også lige havde startet en forretning og ikke havde råd til at hyre et stort bureau til at udvikle deres logo eller websted.” Van Schneider arbejdede passioneret på hver eneste opgave, uanset størrelse, og begyndte i stigende grad at få større kunder. Designvirksomheden blomstrede, men for van Schneider var det ikke nok. Hans drømme var for store til den kreative scene i Østrig, og han valgte derfor at tage tre måneders orlov med sin kæreste i New York. Hun takkede ja til en praktikplads hos det østrigske designikon Stefan Sagmeister, mens van Schneider strejfede rundt i byen i dagevis, “helt uden en plan, bare rundt på må og få”. En dag mødte han tilfældigvis en bekendt, der var på udkig efter en art director til et bureau. Det var van Schneider ikke uddannet til … men hvad gør det? “Her i byen er det arbejdsmoralen, passionen og begejstringen for jobbet, der tæller – ikke den eksamen, du bestod på et eller andet tidspunkt.”

Det var starten på et nyt kapitel i historien, der bare blev bedre og bedre, og som har bragt van Schneider til længslens by, som han nu kalder sit hjem. I 2015 startede han et nyt bureau i USA, House of van Schneider, der lige siden har været basis for hans arbejde og design for udvalgte kunder. Det logo, der indtil videre har fået størst opmærksomhed, prydede en af det amerikanske rumprogram NASAs raketter – en bemandet rumraket – da den blev opsendt til Mars i 2020 sammen med et fjernstyret robotkøretøj til at tage prøver. “Jeg var selvfølgelig stolt af det. Bedre kan det ikke siges.” Hans designtilgang – uanset om det gælder et websted eller et logo – er den iterative: “Kreativt arbejde er som en tragt. Først
 læser jeg alt, går i dybden med emnet, og derefter laver jeg 20 skitser. Jeg smider halvdelen af dem i papirkurven, så sorterer jeg de tilbageværende yderligere. Indtil jeg opnår det perfekte resultat.”

Det er reduktionen til selve essensen, han elsker så meget ved sin G-Klasse. “Som designer elsker jeg rene linjer, det kantede og funktionelle. G-Klassen har et tidløst udtryk.” For ham er det netop det, der gør design fantastisk: “Et stort værk taler for sig selv på tværs af alle tider.” Mercedes-Benz har altid fascineret ham, navnlig modellerne fra Bruno Sacco-tiden. “Hans linjer var unikke.”

Drømmen om at eje en Mercedes virkede uopnåelig i lang tid. “Det var biler, som vi aldrig havde råd til i min barndom.” Mercedes-ejere var altid dem på den anden side af hækken, dem “der var noget”. I New York klarede han og hans partner sig længe uden en bil, fordi byens metrosystem er så veludbygget. “Men da vi flyttede til Greenpoint, valgte vi en lejlighed med en parkeringsplads. Og min kæreste vidste allerede, før jeg selv gjorde, hvilken bil jeg ville vælge.”

Men der gik nogle måneder med at søge på internettet, før Tobias van Schneider kunne tage sin parkeringsplads i brug til sin iøjnefaldende og ofte muddertilsmudsede bil: “Jeg havde en meget klar idé om, hvad jeg ville have. Det skulle være en bil med kun én tidligere ejer og uden for mange kilometer på tælleren. Jeg ville i hvert fald ikke købe en bil, der ikke var i originaltilstand.” Den sorte G-Klasse fra 2015 var indregistreret i Nebraska, da van Schneider faldt over den. “Min forhandler sagde, at den var skræddersyet til mig.” Van Schneider bestemte sig – og købte bilen uden overhovedet at have set den på forhånd. “Jeg fløj til Lincoln, Nebraska, i hjertet af USA, og kørte hjem i min egen G-Klasse. Turen tog 24 timer. Det var en ubeskrivelig fornemmelse at køre østpå gennem de forskellige stater langs De Store Søer. Men det føltes også som at komme hjem.” En følelse, han stadig har her tre år senere.

Van Schneider ejer nu to andre Mercedes-Benz-modeller, en SEC 500 fra 1990 og en 190 E fra 1989. De står begge opbevaret i Graz. “Jeg er samler. Jeg samler på tidløse ting som ure, motorcykler og klassiske biler.” Det er ikke blot synet af disse biler, der en kilde til glæde for ham gang på gang. “Køreoplevelsen er helt enkelt sublim. Du har ikke lyst til at skynde dig i en Mercedes-Benz. Du vil køre med ro i sjælen. Det handler om nydelse.” Det perfekte valg til vejene i Greenpoint, der indbyder til at stresse lidt mindre, og ikke kun på denne forårsdag. Og hvis Tobias van Schneider får trang til at opleve storbyens puls på Manhattan, så er lydtæppet og mennesker, der jagter drømmen hele døgnet rundt, blot et kort køretur væk.