Naturlig skønhed i Canada

Kun få steder i verden gør dig mere bevidst om menneskets skrøbelighed end bjerge dækkede af gletsjere – årtusinder gamle masser af is, der har formet tinder og skabt dalegennem hele jordens historie. Og derved sikret sig en plads øverst på listen over verdens mest kraftfulde kilder til erosion. Hvem er du selv, når du står over for naturkræfter, der kan flytte bjerge?

Det er dén slags spørgsmål, der trænger sig på, når du oplever de canadiske Rocky Mountains. De står som en silhuet over horisonten, når du forlader Calgary, og tårner sig op foran dig på Trans-CanadaHighway – et indledningsvis lillebitte og dernæst pludselig kæmpestort og langstrakt bjergmassiv. De højeste tinder er knap 4.000 meter høje og dermed ikke høje nok til at slå verdensrekorder – men de har evig sne på toppen og gigantiske gletsjere. Bjergene tårner sig højere og højere op gennem forruden og bliver både stejlere og mere forrevne, inden vi pludselig befinder os midt i dem: I vores snehvide EQE SUV ved foden af Rocky Mountains’ gråhvide tinder og med en dybblå himmel som et bagtæppe, man kun finder i høje bjerge.

Vi har bestemt os for at udforske de canadiske Rocky Mountains via Icefields Parkway, der regnes for at være blandt de smukkeste veje i verden, i en helt elektrisk EQE 350 4MATIC SUV. Vi vil opleve afsondretheden i Canada og har planlagt at køre igennem to nationalparker, som– endnu en gang med superlativerne i kø – er blandt verdens smukkeste: BanffNational Park og Jasper National Park. Og dét er vi ikke alene om at ville, for canadiske bjerge og turkisfarvede søer er klassikere, der år efter år tiltrækker millioner af turister.

På motorvejen bevæger bilerne sig fremad som perler på en snor. Vi accelererer ubesværet i vores EQE SUV og ser dem forsvinde bagude. Kun ambitiøse langturschauffører i gigantiske lastbiler kæmper med os om pladsen i venstre vognbane. Vi sænker farten igen, tilkobler DISTRONIC-fartpiloten og fjerner foden fra speederpedalen. Nu tilpasser vores EQE SUV sig den forudindstillede hastighed og afstanden til den forankørende.Vi suser støjsvagt af sted på strøm og på en måde, som man tidligere kun har kunnet drømme om. Countrymusikken strømmer ud af Burmester-højttalerne, og med sange om længsler, håb og ‘ensomme sommeraftener’ lader vi tankerne strejfe, mens vi spekulerer på hvor meget, vi mon kommer til at føle os alene de kommende dage.

Inden vi begiver os ud på Icefields Parkway, oplader vi bilens batteri, mens vi ‘tanker’ kulinariske samt kulturelle fornødenheder i Banff. Vi er standset ved en af de ledige ladestationer på en parkeringsplads i byens centrum, slentrer op ad den fodgængervenlige Banff Avenue og nyder synet af Cascade Mountain, der tårner sig op over byen. Banff Avenue er byens primære knudepunkt for turister og om noget et godt eksempel på, hvordan mange vælger at opleve denne region. Udflugtsarrangører i huse med træbeklædte facader reklamerer for vandreture, rideture, ture på mountainbike og rafting, sælger t-shirts og magneter samt fotokunst og små reproduktioner af kunst. The Banff Centre har en koncertrække på plakaten, og her arrangerer man også ‘Mountain Film and Book Festival’. På restauranterne er der mulighed for at nyde hele spektret af det nordamerikanske køkken. Det omfatter selvfølgeligokse- og bisonkød, men også lettere retter og et voksende udbud af vegetariske og veganske retter.

“Banff har virkelig alt at byde på, mulighederne er uendelige,” siger Atticus Garant, som om nogen bør vide det. “Det er luksuriøst, elegant og en kombination af klassisk og moderne.” Garant er chefkok og ansvarlig for Fairmont Banff Springs’ restauranter. Han har betydelig indflydelse på byens gastronomi, fordi luksushotellet på den anden side af Bow River ikke alene rummer 739 værelser, men også hele tolv restauranter. Fairmont Banff Springs-resortet blev bygget i 1888 som en kopi af et skotsk hotel og er et attraktivt turistmål for folk, der har råd til de femstjernede priser. For alle andre er det et ikonisk postkortmotiv og en uudtømmelig kilde til lokale anekdoter – efter sigende skulle blandt andet ensom hunbjørn holde til i området og foretrække at sove til middag på golfbanens green. Atticus Garant elsker den slags historier og er generelt begejstret for områdets skønhed. “Du kan høre vandet, de vilde dyr og vinden i træerne. Du kan fornemme den friske luft og bjergenes fantastiske tekstur. Deter helt utroligt. Nogle gange føles det som at bo i en film.”

Banff er blevet moderniseret ad flere omgange i de senere år, og der hersker en betagende skønhed over byen, som kan gøre dig helt svimmel af overvældelse. Vi oplever blandt andet, hvordan en af de vilde wapitihjorte, der gerne strejfer rundt i byens centrum, standser foran et hotel og spiser blade fra et birketræ. Du er nødt til at knibe dig i armen et øjeblik og minde dig selv om, at det faktisk er et vildt dyr – og ikke blot et indslag til ære for turister.

Kun gletsjersøer kan skinne som Two Jack Lake i nærheden af Banff. Fine partikler af pulveriseret sten får vandoverfladen til at reflektere sollyset i blå-grønne farver. Og som om Two Jack Lake ikke er imponerende nok i sig selv, er den dramatisk omringet af Mount Rundle, der ligner en massiv stenvæg. Hvis du står tidligt op, kan du opleve det spektakulære fænomen alpeglød, hvor der opstår et nærmest overnaturligt først lilla, derefter ravgult og til sidst rødligt lysskær, når solen stiger op. Oplevelsen er blevet en populær attraktion – og ikke længere et hemmeligt insidertip. Selvom vi føler, at vi stod meget tidligt op, er vi ikke de første, der ankommer til søen. To fotografer har allerede opstillet deres stativer, og en søvndrukken familie står klar med fire mobiltelefoner og er igang med at fylde dem med billeder af den spejlblanke sø. Kort før solopgang er alle, inklusive os selv, optaget af at finde det perfekte sted at fotografere uden at gå i vejen for hinanden. Ironisk nok skal billederne forestille sig at vise den afsondrede canadiske natur, mens søens bred langsomt fyldes med mennesker.

Efter solopgang triller en konvoj af autocampere ind på parkeringspladsen, og folk med overdimensionerede termokopper stiger ud og nyder udsigten over søen. En kano læsses af og søsættes. Hvis du vil have afsondrethed, må du ud på søen. Vi kører tilbage til Banff, køber en flat white på Whitebark Café og ‘tanker’ et par kilometers ekstra rækkevidde ved en hurtiglader i et hjørne på en parkeringsplads. Derefter sætter vi kursen mod Lake Louise, der ligger godt 45 minutters kørsel herfra. Vi vil prøve at finde ud af, om der virkelig findes afsondrethed i Canada, eller om det er en illusion, som vi har skabt under vores søgning på internettet, de sociale medier og i forskellige rejseguides.

I Lake Louise er svaret på spørgsmålet om afsondrethed et rungende ‘nej’. Blinkende skilte gør opmærksom på, at parkeringspladsen er helt optaget og lukket for yderligere biler, og der opfordres til i stedet at tage bussen. Lake Louise ligger ved byen af samme navn og er en af de smukkeste søer i regionen, fordi den med sine gletsjere i baggrunden, sit turkisgrønne vandspejl og et spektakulært bådhus fungerer som det perfekte billedmotiv. Hvis du ankommer tidligt – eller tager bussen – bliver du belønnet. Adskillige vandrestier fører omkring søen og videre op i bjergene. Du lægger næsten ikke mærke til de øvrige turister i terrænet. Erfarne vandrere kan bestige en af de mange tinder, mens de mindre øvede kan nå frem til Lake Agnes Tea House på lidt over en time. Caféen er kun tilgængelig til fods – friske råvarer bliver leveret til hytten i rygsæk, og ikke-fordærvelige varer leveres en gang om året med helikopter.

Vi forlader Lake Louise og fortsætter mod Icefields Parkway, hvor vi langt om længe for første gang får en fornemmelse af den canadiske afsondrethed. Der er stadig biler foran os, men der bliverlængere og længere imellem dem, og vi passerer nu et skilt, som oplyser, at der de næste 230 kilometer ikke vil være mobildækning. Kort tid efter påminder et skilt os om, at der heller ikke er tankstationer. Tilsvarende gælder for ladestationer. Icefields Parkways attraktion er måske netop, at det virkelig er ‘uden elnet’.

Alberta Highway 93 North-strækningen har sit navn efter Columbia Icefield, et gigantisk ismassiv, som har en tykkelse på mere end 350 meter det dybeste sted, og som forgrener sig i otte gletsjere og munder ud i floder, blandt andet med udløb i Stillehavet og Atlanterhavet. Vi gør stop ved Bow Lake med Crowfoot Glacier på den modsatte side og ved Peyto Lake med sin karakteristiske ulveform. Weeping Wall med sine imponerende vandfald er et yndet mål for isklatrere om vinteren, og ved Big Bend kører vi igennem den eneste kurve på vores roadtrip.

Vores EQE SUV klarer den 230 kilometer lange køretur helt problemfrit med sin rækkevidde på op til 515 kilometer (WLTP). Men hvad ruten – og heller ikke det intelligente ELECTRIC INTELLIGENCE-ruteplanlægningssystem, som holder øje med vores rækkevidde og høfligt instruerer os – imidlertid ikke umiddelbart afslører, er de mange muligheder for at tage afstikkere. Det vil sige standse, stige ud og blot nyde udsigten. En tre timer lang køretur kan nemt tage hele dagen, hvis du giver efter for hver eneste fristelse til at dreje fra ved et nyt udsigtspunkt.

Vi stiger ud ved Athabasca Glacier. Turismen har genvundet sit fodfæste her med tilbud om at køre rundt på isen i busser med larvefødder, og få hundrede meter længere borte at gå på Columbia Icefield Skywalk. Vi vælger at beundre gletsjeren og holde en pause, eller som de lokale siger, ‘take a breather’, og fortabe os i skønheden. En dør smækker på en bil ved siden af, og et srilankansk par stiger ud og begynder at snakke. De er på en ét år lang jordomrejse, fortæller de, og er netop kommet hertil fra USA. “Skønheden har en helt anden dimension her,” siger de og finder kameraerne frem, tager et foto og kører igen. Det blev til sammenlagt fem minutters ophold ved Athabasca Glacier. Stige ud, fotografere og køre videre. Sådan er Icefields Parkway også. De truende skyer ser næsten mere dramatiske ud på smartphonens skærm, end de gør i virkeligheden. Men på billedet fornemmer du ikke bjergluften og stilheden. Det er et ganske magisk sted, det her.

Vejen fortsætter uendeligt ud i horisonten, der nu har et massivt skydække. De første regndråber rammer EQE SUV’ens store panoramatag. Vejret ændrer sig, og det samme gælder landskabet. De smalle dale og dramatiske bjergtinder i Banff bliver nu afløst af udstrakte dalstrøg og brede flodlejer. Vi er ankommet til Jasper National Park, der muligvis ikke stråler lige så skønt som sin nabo sydpå, men alligevel har sin helt egen charme. Jasper er det vilde modstykke til Banff, som en rejse tilbage i fortiden. Til en tid, før turismen nåede nutidens omfang. Det er mere råt, men dejligt nede på jorden. Som for at understrege dette, bevæger et godstog sig med en uendelig række af vogne gennem den lille by i adstadigt tempo, da vi ankommer. Og i stedet for haute cuisine kan du få burgere med et bjerg af pomfritter – og se fodboldkampe på storskærme.

Pludselig krydser en bjørn vejen lige foran os. Det er ikke usædvanligt at se vilde dyr her, men vi forventede ikke at komme så tæt på en bjørn. “Jasper er vild natur, det er der ingen tvivl om. Og efter min mening det bedste sted at se dyr,” siger Ross Pugh, som faktisk kunne være gået på pension for længe siden, men elsker området så meget, at han stadig guider gæster rundt i de omkringliggende bjerge i sommermånederne. Deter netop dét, gæsterne på turene med Pugh via Maligne Adventures normalt er ude efter. At se brune bjørne, gråbjørne eller elge, wapitihjorte eller tykhornsfår. Jasper National Park er hjemsted for mere end 50 vilde dyrearter, som turister gerne vil opleve. Men selv med det store antal besøgende har der været et afslappet forhold mellem mennesker og dyr i de senere år, forklarer Pugh. Når en bjørn på vejen regelmæssigt får biler til at standse og skabe ‘bjørnekøer’ i trafikken, kan ingen fatte, hvor heldige de er. Det er ofte flygtige møder, men Pugh håber, at det rykker ved noget i turisterne. “Efter et besøg her, håber jeg, at folk sætter større pris på naturen og de vilde dyr, og at man indser vigtigheden i at passe på dem,” siger han.

På vores sidste morgen er vejen til Maligne Lake øde. Dagen er først lige begyndt at gry, og der er ingen modkørende trafik. Nu får vi endelig indfriet løftet fra første dag på vores roadtrip. Vejen hvisker stille om de eventyr, der venter om det næste hjørne, fortæller historier om at sige farvel – og om en ny start. Musikken i bilen er dæmpet, samtalerne intense, og nogle gange er der helt stille. Og når man ikke taler, så er det nemmere at høre sine egne tanker. Pludselig krydser en brun bjørn vejen lige foran os. Vi standser, bliver i bilen og tør næsten ikke at trække vejret. Pugh har ret. At møde et vildt dyr er noget særligt, det sætter sine spor. På samme måde som en tur igennem canadiske Rocky Mountains. Bjørnen er dog ikke interesseret i dén slags. Den er faktisk ligeglad med os, og den lader sig heller ikke forstyrre. Den traver blot langsomt videre uden overhovedet at kigge på os. Vi kører videre. Spændt til bristepunktet over, hvad der venter om det næste hjørne.