Den nye Mercedes-AMG C 63 S E PERFORMANCE 4MATIC+ kombinerer benzin- og elkraft, men selv med blot fire cylindre under motorhjelmen er den nye C-Klasse alligevel den mest kraftfulde variant fra Mercedes-AMG nogensinde.
0 til 100 km/t er klaret på 3,4 sekunder, speedometernålen stopper først ved 280 km/t, og takket være detaljer som fuldt variabelt firehjulstræk og aktiv styring på baghjulene er køredynamikken strammet helt op.
Mercedes-AMG C 63 S E PERFORMANCE 4MATIC+ er i den grad klar til at løfte arven fra sin forgænger med endnu mere power og kraftoverskud. Men de voldsomme præstationer er faktisk ikke den mest imponerende detalje ved nyeste aftapning af C-Klassen fra Affalterbach.
Den måske største nyhed er nemlig, at de mange kræfter ikke længere kommer fra en buldrende V8’er, men derimod leveres af en – på papiret – noget mere afdæmpet firecylindret benzinmotor, som suppleres af en elmotor og et højvolts-batteri.
Mercedes-AMG C 63 S E PERFORMANCE 4MATIC+ er nemlig en vaskeægte plug-in hybrid.
Øverst i gadebilernes superliga
For de mest hardcore AMG-fans lyder det måske en smule utraditionelt, men tallene lyver ikke. Med 680 hestekræfter og et nærmest overnaturligt moment på 1020 Nm placerer Mercedes-AMG C 63 S E PERFORMANCE 4MATIC+ sig nemlig komfortabelt i toppen af gadebilernes superliga.
Den firecylindrede 2.0-liters turbobenzinmotor yder 476 hestekræfter, hvilket gør den til den mest kraftfulde af sin slags i serieproduktion. Og i kombination med de ekstra 204 hestekræfter fra elmotoren leverer drivlinjen ikke kun knusende præstationer, men også lynhurtig speederrespons.
Her kan man virkelig tale om det bedste fra to verdener.
13 kilometer på en opladning
Som en ægte plug-in hybrid kan Mercedes-AMG C 63 S E PERFORMANCE 4MATIC+ selvfølgelig også køre afsted helt uden hjælp fra benzinmotoren. Batteriet på 6,1 kWh kan lades fuldt op på under to timer, og hvis du ellers ikke har længere end 13 kilometer til kontoret, så behøver du i princippet aldrig at tanke.
Men selvom det selvfølgelig ikke skader at spare lidt på de dyre dråber, så har du nok allerede gættet, at det ikke var den elektriske rækkevidde, som havde førsteprioritet i udviklingsarbejdet.
13 kilometer på en fuld opladning er trods alt i den lave ende – især når man sammenligner med plug-in hybriden Mercedes-Benz C 300 e, som klarer over 100 kilometer på strøm.
Heldigvis gør det ikke noget. Højvoltsbatteriet på 6,1 kWh er nemlig først og fremmest designet til at kunne modtage og afgive energi med stor effekt. Nøjagtigt som det kendes fra racerne i Formel 1.
Et specialudviklet kølesystem hjælper med at holde temperaturen i cellerne stabil, når kræfterne slippes løs, og da batteriet samtidig kun vejer 89 kg og er placeret direkte på bagakslen, hjælper den elektriske drivlinje med at sikre en nærmest perfekt vægtfordeling i bilen.
Det gælder i øvrigt, uanset om du er mest til kompakt elegance eller praktisk rummelighed. For den fås selvfølgelig både som sedan og som stationcar.