EN NY START

TEKST AF JOSEFINE KLATT // FOTO: MORTEN MUNTHE

Hvad kræver det, hvis man vil ændre sit liv? Angelita Eriksen, Tamara Singer og David Zilber har skiftet kurs og valgt nye karrierer. Nu er fokus ikke længere på målet, men på vejen derhen.

Tang som en levevej: Angelita Eriksen og Tamara singer

“Hvis bare du er sammen med nogen, som tror på din idé, kan alt lade sig gøre.” Da Angelita Eriksen og Tamara Singer lærte hinanden at kende på fysioterapeutuddannelsen i Australien, vidste de endnu ikke, at de en dag ville komme til at starte en innovativ fødevarevirksomhed sammen. Efter et par internationale mellemstationer har nordmanden og newzealænderen nu boet en årrække i Napp, en fiskerlandsby med 200 indbyggere på en ø i den norske øgruppe Lofoten. Angelita savnede sit hjemland, og for Tamara var det kærligheden, der fik hende til bosætte sig helt mod nord. Her startede de i 2016 deres virksomhed Lofoten Seaweed. Kvinderne høster og forarbejder syv forskellige tangarter, der vokser i havet lige foran deres hoveddør. Tangen bruger de til at fremstille krydderier, chokolade, tilsætningsstoffer til brød, sæbe og, som det sidste nye, nu også pasta.

“I begyndelsen troede ingen på projektet. Men efterhånden er der opstået en fantastisk sameksistens med fiskerivirksomhederne på havnen. De gamle fiskere anser i dag vores idé for at være fremtiden inden for fødevarer. Og det gør mig virkelig stolt,” fortæller Angelita, som selv er opvokset i en fiskerfamilie. Tamara stiftede allerede fra barnsben bekendtskab med tang som et fast indslag på spisebordet via sin japanske mor. Og da hendes mor først havde sagt god for de norske tangplanters kvalitet, var hun overbevist. “Tang er en af de mest næringsrige planter på jorden – hvis ikke dén mest næringsrige. Den har et højt jodindhold, er fedtfattig og hævdes at have antibakterielle og endda kræftforebyggende egenskaber,” fortæller Tamara.

“De gamle fiskere anser i dag vores idé for være fermtiden iden for fødevarer. Og det gør mig virkelig stolt.”

Til at begynde med, opbyggede de to iværksættere forretningen ved siden af deres jobs som fysioterapeuter. Men nu har de i lidt over et år beskæftiget sig på fuld tid med at øge kendskabet til produktet og opdyrke nye markeder. Tang er stadig et nicheprodukt, men duoen fokuserer på at få folk til at integrere den sunde havplante i madlavningen ved at gøre det nemt at tilberede eller tilsætte den til maden – lidt på samme måde, som man bruger salt. I denne sammenhæng er deres tætte venskab en succesopskrift. “Det er en kombination af nordnorsk temperament og kreativitet og en japansk sans for kvalitet og detaljer. Vi supplerer hinanden perfekt og gør hinanden stærkere.”

Banner

Med LOFOTEN SEAWEED vil ANGELITA ERIKSEN og TAMARA SINGER revolutionere brugen af tang i madlavning. Læs mere på lofotenseaweed.no