EN NY BEGYNDELSE

EN NY BEGYNDELSE

TEKST: JULIA MENGELER // FOTO: DANIELLE LEVITT/AUGUST, NICOLE NGAI/KINTZING, DANIEL SANNWALD/AUGUST, BRYAN DERBALLA

Mød tre inspirerede personligheder, der alle har taget springet i jagten på drømmen ­– og som alle har samme vision om at gøre verden til et bedre sted

GARTNEREN: RON FINLEY

Frem til 2008 drev Ron Finleys sit eget modelabel målrettet professionelle atleter. Men da forretningen i 2008 var truet på sin eksistens som følge af finanskrisen, bestemte han sig for at skifte spor og rette sin energi og sine ambitioner mod noget nyt og mere meningsfuldt. Finley havde bemærket de synlige konsekvenser af dårlig kost og det deraf følgende stigende antal overvægtige i South Los Angeles, hvor han bor. Årsagen er lige så enkel, som den er rystende, for i denne del af den californiske millionby har mange mennesker ikke adgang til sunde og naturlige fødevarer, mens fastfoodrestauranterne til gengæld er alle vegne. Finley begyndte derfor at overveje, om det ville være muligt at udnytte de omkring 67 kvadratkilometer ubebyggede områder, der findes i South Los Angeles – eksempelvis til dyrkning af friske frugter og grøntsager. Han tog de første spadestik til sit nye projekt foran sit hus, hvor han begyndte med at forvandle triste grønne områder til frodige grøntsagsbede. For hvis man selv dyrker jorden, er de sunde råvarer altid lige ved hånden. Hans mål er, at havearbejde skal være cool i Los Angeles, og derudover skal især børnene motiveres til at leve mere bæredygtigt og sundt – både fysisk og mentalt.

Du kan finde mere information om RON FINLEYs haveprojekt i Los Angeles på ronfinley.com

Banner

Banner

FORSKEREN: AMANDA PARKES

Allerede som ung var Amanda Parkes interesseret i teknik og mode. I dag arbejder hun som modetekniker og udvikler spændende visioner, som kombinerer mode og teknologi. Hun arbejder på at finde nye måder og nye teknologier, der skal gøre modebranchen mere ansvarlig.

Siden 2018 har Amanda Parkes været ansat som Chief Innovation Officer hos den succesfulde startup- og modevirksomhed The Pangaia. Det progressive brands ikoniske og innovative styles er kendetegnet ved bæredygtige eller genanvendte materialer, og PLNTFIBER og FRUTFIBER er begge eksempler på materialer, som kan erstatte industrielt fremstillet bomuld, mens det nye materiale FLWRDWN kan bruges til at fylde dunjakker med vilde blomster i stedet for gåsefjer.

Amanda Parkes’ interesse for videnskab førte hende efter Stanford til MIT, hvor hun uddannede sig tværfagligt med speciale i både kunsthistorie og maskinteknik, og den usædvanlige fagkombination gav hende et unikt CV. Hun er overbevist om, at samarbejde er nøglen til innovation, og hun bruger derfor eksperter fra mange forskellige områder. For Amanda Parkes er The Pangaia som at finde hjem til et sted, hvor hun kan kombinere teknologi med mode og beskæftige sig med netop de ting, hun har interesseret sig for fra barnsben.

Hos modevirksomheden The Pangaia kan AMANDA PARKES koncentrere sig om at skabe moderne mode og samtidig passe på planeten. Du finder mere information på thepangaia.com

Banner

STYLISTEN: TAIBA AKHUETIE

Efter at have lagt utallige timer på jobbet i en medievirksomhed og som freelance-modestylist erkendte Taiba Akhuetie, at der var to ting, som gjorde hende virkelig lykkelig. Nemlig muligheden for at være sin egen chef – og at flette hår. Hun erkendte, at hun stod ved en skillevej og droppede derfor sine to jobs for at grundlægge virksomheden Keash, der tilbyder kreativ hårstyling i London.

Den lille salon, som åbnede i 2014, specialiserer sig i flettede frisurer og er i dag blevet et stærkt eftertragtet brand. Faktisk så eftertragtet, at Taiba Akhuetie og hendes medarbejdere er ved at drukne i forespørgsler om kreative bidrag til eksklusive events, fotoshootings og marketingkampagner.

Taiba Akhuetie er altid på udkig efter samarbejdspartnere, og med Mercedes-Benz har hun fundet sin yndlingspartner. I 2020 udgav Mercedes-Benz Fashion i samarbejde med Keash en tredelt serie, som sætter det legendariske Mercedes-Benz logo i scene på en helt ny måde. Højdepunktet i serien var en innovativ og fantasifuld hårskulptur kreeret af Keash. Ifølge Taiba Akhuetie er det denne eksperimenterende måde at arbejde på, der inspirerer hende. “Det var fantastisk at se, hvordan det hele udviklede sig for øjnene af os. Jeg er utroligt stolt!”

Som en del af sit arbejde for Mercedes-Benz har TAIBA AKHUETIE på kunstnerisk vis flettet det berømte Mercedes-Benz logo ind i håret på en model. Du kan finde mere information på @keashldn.