Campernes paradis

Lyden af regndråber vækker mig langsomt fra min halvsovende tilstand. De trommer i en blid og vedvarende strøm på den Marco Polo V-Klasse, som jeg overnatter i. Vinden puster til dråberne, så de kastes ind mod autocamperens mørkeblå lakering og får det vandtætte vippetag til at vibrere let. Regnskyerne er malet som kunstværker på bagruden i kontrast til de bagvedliggende bløde bakker over Loch Greshornishs lyseblå vand. Det er tidligt på morgenen, de skotske sommernætter er korte, men solen har svære betingelser over for den mur af skyer, der har fået fast greb i bakkedragene – og ikke ser ud til nogensinde at slippe igen.

Jeg er glad for at være i beskyttelse inde i den kompakte autocamper. Aftenen før kørte jeg ind på campingpladsen Skye Camping and Caravanning Club. Det regnede også, da jeg ankom, så jeg satte mig behageligt til rette på bagsædet, der uden besvær kan forvandles til et afslapningsområde, og nød udsigten over vandet og til campingpladsens højlandskvæg, der tilsyneladende ikke lod sig påvirke af vindstødene. Mine naboer, der ellers er hærdede campister med vejrbidte ansigter, forsøgte indledningsvis at trodse regnen og sidde udenfor iført tweedhatte og varme uldtæpper, men endte alligevel med at trække sig tilbage til deres autocamper.

Aftenens symfoni af hylende vind og skrigende måger akkompagneret af regnens monotone trommen fortsatte med usvækket kraft og holdt mig vågen til ud på de tidlige morgentimer. Men i det mindste sørgede det ekstra varmesystem for at holde mig dejligt varm. Jeg trykker let på en knap for at vippe bagsædet tilbage på plads, hvorefter jeg laver en espresso til mig selv på den indbyggede kogeplade – hvor de lokale nok havde foretrukket en kop breakfast tea – tænder ambientebelysningen i opholdsområdet, skruer lidt mere op for varmen og er glad for at være i ly for vejret herinde i min V-Klasse Marco Polo.

INTELLIGENT HJEM PÅ FIRE HJUL
Bekvemt og hyggeligt – ikke mindst i regnvejr: Med Mercedes-Benz ADVANCED CONTROL-systemet kan du betjene lyset og temperaturen i V-Klasse Marco Polo både via en app på din smartphone og i cockpittets display. Det samme gælder vippetagets åbning og lukning eller køleboksens temperatur. Og vandtankens niveau, hvis du har brug for det.

Hvert år besøger hundredtusindvis af mennesker det skotske højland. Mange vælger som mig at gøre det i deres egen autocamper. Det mest uimodståelige ved højlandet er, at mens det er afsides og undertiden øde, så er det samtidig civiliseret, fordi der aldrig er langt til en god pub. Det er som skrevet ved lov, at de smalle veje, der snor sig blødt gennem landskabet, skal se idylliske ud – eller er anlagt målrettet for at få turister til at standse med et par kilometers mellemrum og suge alle indtrykkene til sig. (Åh, se Atlanterhavets glitrende vand! Så du lige de fantastiske bregner der? Åh, et får, hvor sødt! Og se, der er et mere!) Det er derfor ikke så mærkeligt, at satellitnavigeringens beregnede ankomsttid ikke rigtigt står mål med virkeligheden. “Du ved aldrig, hvad der venter bag det næste sving,” siger en af campingpladsens medarbejdere til os, inden vi kører videre. Og hun viser sig at have ret.

Glamourøs camping
I det 16. århundrede skulle den skotske konge James dem femte efter sigende have overnattet i luksuriøse telte midt i højlandet og dermed være ophavsmand til fænomenet glamping (en sammentrækning af ordene ‘glamourøs’ og ‘camping’). I dag kan du selv bo som en royal i V-Klasse Marco Polo-autocamperen. Og i modsætning til kong James den femte kan vi også køre i vores bolig. Opholdsområdet i Marco Polo-autocamperen tilbyder lækker komfort, elegant design og praktiske løsninger. Køkkenmodulet med skjult vask, to gasblus og en rummelig køleboks er udført med glansfulde pianolakerede detaljer og den porcelænsfarvede garderobe med indvendig spejlbelysning. Det maritimt inspirerede gulv skaber en eksklusiv atmosfære i opholdsområdet. Der er også masser af opbevaringsplads – for eksempel under soveområdet, køkkenmodulet eller bagi.

Vejen til Glendale er som mange andre veje i højlandet en ensporet landevej, der kun er bred nok til et enkelt køretøj. Hvis du møder modkørende trafik, er der lavet steder med tilladelse til at overhale. Køreturen er et eventyr med stejle nedkørsler og stenvægge, der kanter asfalten på en lidt faretruende måde i begge sider af vejen. Og mens turister ofte er forsigtige på overhalingsstederne – selvom de ikke alle er vant til venstrekørsel – er de lokale lidt mindre sarte, men også dygtigere til at bakke, når det bliver nødvendigt. Gang på gang drager jeg et lettelsens suk over min autocampers kompakte udvendige mål, der betyder, at jeg kan manøvrere, selvom pladsen er trang – ikke mindst takket være de avancerede assistentsystemer. I dag skal jeg besøge Andrea og Roger Holden, der driver en lille væveforretning kaldet ’Skye Weavers’. “Vævekunsten er blevet udviklet igennem tusinder af år,” siger Andrea. Hun stammer fra Erzgebirge – malmbjergene i det østlige Tyskland. På sine rejser til Skotland i studietiden tabte hun hjertet til både landet og folket, men også mere specifikt til den høje mand fra London, der nu står ved siden af hende foran deres enorme væv. Det særlige ved den er, at man betjener det mekaniske kædetræk kun ved at cykle på pedalerne. “Væven stammer fra Isle of Harris,” tilføjer Roger, “Det blev oprindeligt brugt til at væve Harris-tweed.” Det håndvævede stof, hvis navn er geografisk beskyttet, kan kun produceres på De Ydre Hebrider, ikke på Isle of Skye. “Men vi bruger de samme principper,” tilføjer Andrea. “Hvert eneste trin er manuelt. Vi sorterer ulden, udvikler mønstrene, forbereder tråden og væver stoffet.” Hun elsker at sidde ved væven med høretelefoner på ørene og langsomt cykle på pedalerne. “På den måde får jeg ofte idéer til nye mønstre.” Det er ikke kun majestætiske ting som landskaberne på Skye, tidevandet eller Cuillin Hills, der inspirerer hende: “Jeg er også glad for de små ting. For eksempel vækster som mos og lav. Man finder dem overalt! De har en perfekt tilpasningsevne, men er også følsomme over for miljøpåvirkninger. De trives her på Skye, fordi luften er så ren.”

Traditionelle vævere på skye
Andrea og Roger Holden syntes, at deres væv var genial, da de fandt den: “Det grundlæggende princip om at væve langsgående tråde med tværgående er lige så gammel som menneskeheden selv,” siger Andrea. De byggede selv tromlen, der er en integreret del på ethvert væveri, af riven fra en gammel traktor og brædder fra gulvet i en gymnastiksal. Væveriet sælger bløde tæpper, tørklæder, hatte og veste i flotte farver fra egen butik.

Når først du begynder at lægge mærke til det, vokser den karakteristiske lav overalt. Især når solen endelig bryder frem. Den maler snørklede mønstre i solgule og turkisgrønne farver på klippevægge, træer og sten. Og også på parkeringspladsen ved Quiraing. Quiraing er ejendommelige geologiske klippeformationer dannet som følge af bjergskred og er sandsynligvis et af Isle of Skyes mest berømte fotomotiver. Bjergene ligner fossiler af bølger, fastfrosne i deres bevægelse for tusinder af år siden.  Imellem dem tårner meterhøje stensøjler sig op i skyerne.

En smal sti fører gennem Quiraing, hvor turister fra hele verden færdes i praktiske jakker, vandrestøvler og med kameraer.  Jeg må indrømme, at jeg også selv passer perfekt ind i billedet af den typiske Skye-turist, der er klædt på til al slags vejr. Og selvom øen stønner sagte under vægten af turister, bliver jeg mødt med venlige ord overalt. Også fra den mand i skotskternet kilt i midten af ​​trediverne, som pludselig står ved siden af mig, lægger sin sækkepibe til rette på skulderen og begynder at spille Highland Cathedral, verdens vel nok mest kendte sækkepibehymne. Hans påklædning afslører, at han er medlem af Dubai Pipe Band, et amatørband, som har spillet sammen i adskillige år, som han begejstret fortæller mig. Imens jeg går tilbage til bilen, spekulerer jeg på, hvordan Highland Cathedral mon ville lyde fra tagterrassen på en skyskraber i Emiraterne.

Quiraing er ikke kun et fantastisk og ovenud populært udflugtsmål, men også helt sikkert køreturen værd gennem bjergpasset, som jeg med glæde ville være kørt op og ned over flere gange, hvis det ikke havde været så besværligt at vende bilen på den tungt trafikerede enkeltsporede vej. I stedet sætter jeg kursen mod et andet berømt bjergskredsområde på Skye, Old Man of Storr. En søjleformet spids klippetop åbenbarer sig fra lang afstand – et stykke tid endnu. Netop som jeg er kommet det sidste stykke op, bliver både jeg og Old Man of Storr på få minutter indhyllet fuldstændigt i regnskyer.

Jeg fortsætter turen til An Corran Beach. Der skulle efter sigende være spor efter dinosaurer i dette område. Skyerne i horisonten er maleriske og skinner nu i de smukkeste farver, samtidig med at tusmørket sænker sig. Jeg forvandler min Marco Polo V-Klasse til et soveværelse igen, åbner vippetaget – selvfølgelig ved at bruge MBAC-appen i min smartphone – og nyder Camper Level-funktionen, der bruger AIRMATIC-luftaffjedringen til automatisk at kompensere for det ujævne underlag. Ubehagelige overraskelser hører fortiden til.

Næste morgen er vejret stadig klart, og jeg får endelig mulighed for at spise morgenmad i det fri. En kvinde i badetøj og med et håndklæde om livet stiger ud af den parkerede bil ved siden af. Hun svømmer ofte her, fortæller hun. Det er godt for sjælen. Da jeg spørger om hun kender vandtemperaturen, begynder hun at grine.

“Det er bedre ikke at vide det!” Og med disse ord er hun allerede forsvundet.

Hånddykkede skatte
Lucy Kerr overtog Kishorn Seafood Bar for otte år siden. “Min far stammer fra egnen. Jeg har tilbragt de mest fantastiske somre her som barn og elskede at observere fiskerne på havnen,” siger hun. Hun interesserer sig for havet og bæredygtighed. Hummerne fiskes ud for kysten på traditionel vis, mens kammuslingerne jages og indsamles med håndkraft af dykkere. “Vi lever af havet, så vi vil gerne passe på det.”

Jeg kører tilbage til fastlandet, hvor landskabet ændrer sig. Mens naturen på Skye fortrinsvis er barsk, er Wester Ross kendt for magiske hedelandskaber, egeskove og århundred-gamle fyrretræer, der er rester af en urskov. Bregnerne hænger ud over vejen, træerne er dækket af mos i et hav af grønne nuancer. Nu er vejene ensporede igen. Det tvinger mig til at bruge rattet meget og vinke venligt anerkendende til de øvrige trafikanter – mens jeg føler mig født under en heldig stjerne, fordi jeg ikke kører i et stort mobilhome – når jeg klemmer mig forbi.

Efter turen langs Loch Carron møder jeg Lucy Kerr, der er indehaver af restauranten Kishorn Seafood Bar. Det er svært at få bord her om sommeren. “Vi har en simpel opskrift, nemlig at servere friskfangede fisk og skaldyr fra båden og tilberede dem så enkelt som muligt,” fortæller den energiske kvinde med krøllet hår og lyseblå øjne. Den blåmalede fiske- og skaldyrsrestaurant er en institution, og det samme gælder de bugnende skaldyrsfade serveret med udsigt til Skyes bjerge, der rejser sig direkte op fra havets overflade. “Højlandet er et af de sidste steder med vild natur i Storbritannien. Du kan fortabe dig fuldstændigt og gå i en lige linje i to dage uden at møde et menneske. Mentaliteten her er også unik,” siger Kerr. “Måske skyldes det vejret, måske er det den afsides beliggenhed. Der er virkelig et tæt sammenhold her.”

Katalina Farkas
Når du rejser til Skotland, skal du primært være forberedt på én ting: At det regner – hele året rundt. Det er ikke noget problem for freelanceskribenten, der bor i Berlin og er vokset op i Hamborg. Hun glædede sig til dage med både sol og timer i V-Klasse Marco Polo-autocamperen, der blev så meget desto mere hyggelige på grund af regnens trommen mod taget. Når hun ikke skriver rejsefortællinger for Mercedes-Benz Magazine eller portrætter af sportsstjerner, bruger hun tid på at lave podcasten ‘Wunderbar Together’.

Du er nødt til at køre hele vejen op til bjergpasset Bealach na Bà, det tidligere kvægpas, som forbinder Kinloch med Applecross Peninsula og var en barsk grusvej frem til 1950, for til fulde at kunne nyde den smukke udsigt. Skilte i dalen advarer om, at den smalle og snoede vej ikke er beregnet til uerfarne bilister og større køretøjer. Ruten starter med en stejl opkørsel og fortsætter gennem en række stejle hårnålesving med hældninger på op til 15 procent samt et par sving nærmest uden nogen former for udsyn, og hvor du glæder dig over ikke at møde modkørende trafik.

Når du er kommet helt op til toppen, bliver du belønnet med udsigten over barske bjergtoppe og dybe dale, der er skabt af gletsjere og levner plads til, at vandløbene kan åle sig igennem. Du kan også se Isle of Skye herfra. Medmindre den næste tågebanke vælter frem. Denne gang nyder jeg virkelig det altid lunefulde vejr – ikke alene på vandrestien, men også bag rattet i min V-Klasse Marco Polo. Jeg slukker motoren, tænder for musikken og sætter mig godt til rette på bagsædet. Der er gode chancer for, at vinden blæser skyerne væk igen. Og hvis det ikke sker – så venter jeg bare lidt længere. Jeg har masser af tid.

Isle of Skye
Vejret ændrer sig time for time på Isle of Skye. Det bakkede grønne landskab får et ekstra levende udtryk i solskinsvejr. Old Man of Storr, en fortryllende søjleformet klippe med spids top, er skabt af bjergskred. Isle of Skyes uofficielle landmærke tiltrækker hvert år turister fra hele verden. Og når først du har været her, forstår du, hvorfor Skye også bliver kaldt Isle of Mist – eller ‘tågeøen’.