I mayaernes fodspor med Mercedes-AMG GLB

Inden middagstid er det allerede 35 grader varmt. Solen bager ned over den mexicanske halvø Yucatán, som glimter i sollyset. Skyggerne er stadig korte og beskytter mod at blive blændet af solen, men de skaber ikke noget køligt helle for kroppen, fordi den høje luftfugtighed gør det så nådesløst varmt. Vi banker på døren til hus nummer 497, som har en ganske upåfaldende facade i gråbeige nuancer. Den mørkebrune trædør åbner, og vi træder indenfor. Velkommen til Casa Mérida. Mérida er hovedstaden i staten Yucatán. Dens fantastiske kulturarv skyldes en rig fortid. Her grundlagde mayaerne en by kaldet T’ho lang tid før de spanske koloniherrers ankomst. Nutidens by er bygget fra midten af det 16. århundrede på ruinerne af den gamle by.

Som i mange andre byer fra den spanske kolonitid er gaderne anlagt i et gittermønster. De er blot nummererede (ulige numre fra øst til vest og lige numre fra nord til syd) og er ofte ensrettede. Med et indbygget MBUX-infotainmentsystem i bilen er det nemt at finde vej til huset. Systemet guider vores Mercedes-AMG GLB 35 4MATIC gennem gaderne og uden om den tætte trafik i byens centrum.

Så snart vi træder indenfor, føles skyggen og de køligere temperaturer som en kærkommen lettelse. Mønstrede kakler skinner på gulvet i entréen, og vi får straks øje på en port i den modsatte side af rummet. Vi går igennem den og videre ad en lang og smal sti kantet af lavthængende hamp- og palmegrene, der svajer i den varme vind. Til venstre for stien står adskillige beboelsesejendomme i rå beton spredt ud mellem store ubebyggede grusarealer. Enorme vandkanaler og trin løber langs hele opholdsområdets ene side og ligner væggen på en pyramide. Vi kan næsten ikke tage øjnene fra arkitekturens legende, men samtidig helt rene linjer. Den blide lyd af fuglesang blander sig med musikken fra et skoleorkester, der øver på den modsatte side af gaden. Det er svært at forstå, at vi befinder os midt i en storby.

“Jeg tager mennesker ud af byen. Min arkitektur kan ikke ses fra gaden. Men i det øjeblik, du åbner døren og træder ind i huset, begynder en ny verden, hvor du skal føle dig så godt tilpas, at du straks får lyst til ikke at forlade den igen,” forklarer Ludwig Godefroy. Han er en af de mennesker, hvis passion for deres arbejde øjeblikkeligt skinner igennem. Han sprudler af energi, taler hurtigt og har funklende øjne under vores samtale. Hans begejstring er smittende.

Arkitekten blev straks betaget af Yucatán-halvøen, som adskiller Den Mexicanske Golf fra Det Caribiske Hav, da han besøgte den første gang. Mange ting er anderledes her i forhold til resten af Mexico, blandt andet sproget, maden, mentaliteten og mayakulturen, som stadig er allestedsnærværende. Og der er en anden ting, som adskiller Mérida fra den gigantiske storby Mexico City, hvor Ludwig Godefroy bor. “Når du ankommer til Mérida, er du nødt til at sænke farten. Det kan jeg godt lide. Folk lever livet i et langsommere tempo på grund af varmen,” forklarer Godefroy og påpeger, at selv farverne er anderledes: “I Mexico City dominerer de sorte og røde farver på grund af de vulkanske stenarter. Her er det de lyse kalksten i nuancer fra cremefarvet til gul, der dominerer.”

Efterhånden som vi bevæger os videre i samtalen, bliver det tydeligt, at Ludwig Godefroys arkitektur er formet af hans oplevelser. Han er opvokset i en lille fiskerby i et hjørne af Normandiet i Frankrig. Hans far var også arkitekt, og som barn legede han i faderens studie og blandt bunkere fra Anden Verdenskrig, der langsomt nedbrydes langs Atlanterhavskysten. Han studerede i Paris og arbejdede i Barcelona, New York og Rotterdam, før han ved et tilfælde havnede i Mexico City, hvor han nu har boet i 17 år. Hans arkitektoniske udtryk? Sammenlignet med de tidlige år i Europa har han i høj grad tilpasset sig sin nye hjemstavn med en tropisk og brutalistisk arkitektur i en gennemgående åben stil.

Den nye, selvvalgte hjemstavns arkitektoniske historie har også haft stor indflydelse på hans arbejde, især mayatidens bygningsværker, som i et vist omfang er blevet udgravet og restaureret. Pyramider, paladser og altre – der findes utallige levn fra den højtudviklede civilisation på Yucatán-halvøen. De historiske steder Uxmal og Kabah fra mayakulturen tryllebandt ham fra første øjeblik, og han kunne straks fornemme ligheden med bunkerne fra barndommen. På samme måde som bunkerne ved Atlanterhavskysten har mayaernes bygningsværker efterhånden mistet deres oprindelige betydning og evnen til at modstå henholdsvis havets og regnskovens naturkræfter.

“Jeg bygger bro mellem to kulturer,” forklarer Godefroy. “Mit fødeland og landet, hvor jeg bor nu. Min stil har referencer til den præspanske arkitektur blandet med en lettere brutalistisk arkitektur. Min personlige smag og det, at jeg har studeret arkitektur i Frankrig, giver mig samtidig inspiration til at blande mit udtryk med værker af kunstnere som Le Corbusier.”

Vi ser frem til nu selv at udforske området, følge mayaernes fodspor og finde ind til kernen i inspirationen bag Casa Mérida. Tilbage i bilen takker vi klimaautomatikken THERMOTRONIC for lynhurtigt at omslutte os med en behageligt kølig luftstrøm. Turen er en fornøjelse. Vi har ikke alene udsigt til agavemarker gennem sideruderne, men oplever også, hvordan den i forvejen sjove GLB bliver endnu sjovere som AMG-model. Så snart vi er nået ud til udkanten af byen og fortsætter ad landevejene, bruger vi knappen på rattet til at skifte til bilens sportsprogram. Det gør undervognen stivere og sørger for mere køredynamik. Og før vi ved af det, står vi foran mayaruinerne i Kabah. Vi ankommer lige, da de er ved at lukke, men vagten gør en undtagelse for os. Han lukker os ind, og med det imponerende murværk helt for os selv får vi mulighed for at opleve den magiske arkitektur. I den sene eftermiddagssol lyser de detaljerede facader i orange farver mod den kongeblå himmel, så det ligner en drømmeagtig filmkulisse. Ruinerne i Kabah er såkaldt Puuc-arkitektur, der får Godefroy til at tale med endnu større begejstring: “Det er ekstravagant og meget skulpturelt. Der er mange overflader og former at beundre.” Parallellerne til huset i Mérida bliver stadig tydeligere.

Næste morgen – i den tidlige morgenskumring – er vi tilbage i Casa Mérida. “Proportionerne overraskede mig virkelig til at begynde med,” siger Ludwig Godefroy om sit førstehåndsindtryk af ejendommen. Den består af et stykke jord, der blot er otte meter bredt, men hele 88 meter langt. Idéen tager udgangspunkt i, at alt skal være designet langs en lige visuel akse i form af en sti. Det er en reference til mayaernes Sacbé. På sproget yucatec maya betyder det omtrent en ’hvid sti’, der forbandt datidens vigtige byer og steder.

Beton, kalksten og træ – det er de materialer, arkitekten har brugt til at skabe det hus, som nu skridt for skridt åbenbarer sig for os, inviterer til fortolkninger og til at standse op. Vi går igennem det rummelige opholds- og spiseområde og åbner de rødbrune trædøre i siderne af bygningen. Man fornemmer straks en kølig trækluft. “Det er den traditionelle gennemtræksmetode, som Yucatáns indbyggere har brugt i århundreder, længe før klimaanlæg blev opfundet,” forklarer Godefroy. Opholdsområderne og haven forandrer sig hele tiden og flyder sammen med hinanden. Et designkoncept, der løber som en rød tråd gennem det hele: “For mig er tomrummene vigtigere end selve bygningerne. En have er ikke blot et appendiks til en bygning. Så vil jeg faktisk hellere designe en have med et tilhørende hus end et typisk hus med tilhørende have.”

For enden af den Sacbé-inspirerede sti finder vi en pool. Den sidste del af stien stikker en halv meter ud over vandet som en vippe og er fuldstændig omkranset af tilstødende høje betonvægge med skyggeaftegninger fra et par træer. Der er grundlæggende tale om et rum uden loft, uden distraktioner og med et helt specielt ekko på grund af vandet, fortæller Godefroy. Inspirationen fra en anden Yucatán-attraktion er tydelig – de sagnomspundne cenoter, der er unikke vandfyldte underjordiske huler, som du finder overalt i området. Mayaerne brugte disse magiske steder som kilder og offersteder. Det er den slags detaljer, der gør huset til en oplevelse, eller ‘noget særligt’, som Godefroy formulerer det.

Det er blevet tid til at sige farvel. Et sidste spørgsmål til arkitekten: Hvad definerer god arkitektur? Han tænker over det et øjeblik og siger: “Du skal have følelserne med i arkitekturen. Et rum uden følelser kan jeg ikke bruge til noget.” Og vi kan ikke lade være med at tænke på vores GLB, der holder udenfor. Når vi forlader huset, glæder vi os til det næste eventyr på fire hjul, der venter. Luk døren, start motoren, åbn øjnene. Der er stadig meget at opleve på Yucatán-halvøen.

Den franskfødte arkitekt flyttede mere eller mindre tilfældigt til Mexico City for 17 år siden. Mexicos kultur, historie og arkitektur tryllebandt ham i en sådan grad, at han besluttede sig for at blive: “Da jeg ankom til Mexico, opdagede jeg en fundamentalt ny måde at skabe arkitektur på. Og fordi jeg kom fra Europa, måtte jeg starte helt forfra.” Med tiden har han udviklet sin helt egen stil, som er minimalistisk og samtidig altid indeholder elementer af den præspanske mayakultur samt de forladte bunkere fra Anden Verdenskrig, han legede i som barn. Hans erklærede mål? At skabe tidløse bygninger.