Mellem stjerner og sten

Det siges, at alle veje fører til Rom – men i denne artikel griber vi det omvendt an. Vi forlader nemlig den italienske storby bag rattet i den nye, fuldt elektriske CLA, som havde verdenspremiere i foråret – og får dermed den bedst tænkelige mulighed for at udforske området omkring ’den evige stad’.

Solen er allerede ved at gå ned, da vi forlader Rom. Efterhånden som byen forsvinder i bakspejlet, bliver vores tempo mere stabilt, og baggrundsstøjen mindskes. Der er næsten lydløst inde i vores fuldt elektriske CLA. Vi hører kun en stille brummen og kan tænke dybe tanker i ro og stilhed. Vores destination ligger cirka 40 kilometer nord for Rom: forstaden Fiano Romano, hvor arkitekten Michela Ekström bor. Men hvis der er noget, vi har lært af vores rejser, er det, at det ikke kun handler om destinationen – men også om selve turen dertil.

Og vi føler os godt tilpas undervejs mod hotellet. De sportslige sæder og de bløde materialer i interiøret skiller sig straks ud. Det er svært at tro, at disse materialer engang har levet et andet liv – og nu har fået en helt ny tilværelse som genbrug i kabinen. Den rolige atmosfære og den behagelige følelse af rattet gør det nemt at slappe helt af. Det virkelige højdepunkt er imidlertid den elegante MBUX Superscreen, som strækker sig i hele interiørets bredde og reagerer intuitivt på stemmekommandoer, berøring og bevægelser. Teknologi fra den nye elektriske tidsalder, der giver os fornemmelsen af at være på et futuristisk ’la dolce vita’-roadtrip.

Næste morgen kører vi fra hotellet til et boligområde med private indkørsler, der leder frem til en række enfamilie- og flerfamiliehuse. Her bor og arbejder Michela Ekström sammen med sin familie og deres to gravhunde, Tomaso og Otto. Hendes hus ligger næsten skjult fra vejen. Vi styrer vores CLA gennem en port og forbi små italienske villaer. Pludselig får vi øje på en imponerende ejendom, der ligger lidt tilbagetrukket. Arkitekten tager imod os med et varmt smil foran en kompakt, næsten monolitisk bygning. The Stonehouse står som en abstrakt blok midt i en have. Dette er hendes fristed – hendes kreative arbejdsplads.

Den 42-årige arkitekt er født i Rom og åbnede sit eget arkitektfirma nær Piazza del Popolo, efter at hun havde færdiggjort sine studier. Men da hun blev mor som 30-årig, havde hun brug for mere plads – både fysisk og mentalt. Fiano Romano virkede som det perfekte sted: tæt nok på byen, men alligevel med et helt andet og mere roligt tempo. The Stonehouse var ikke oprindeligt tænkt som et atelier, men begyndte snarere som et personligt eksperiment. Hendes forældre havde en lille lejlighed i området, og det lokale bygningsreglement tillod opførelsen af et anneks – et såkaldt piano casa – i haven. Men Ekström ville skabe noget helt nyt. Begrænsningerne motiverede hende til at finde kreative løsninger.

“Det areal, jeg måtte bygge på, havde en bredde på knap seks meter, så jeg var nødt til at tænke vertikalt. Jeg arbejdede med diagonale geometrier, niveauer og mellemrum. Da huset var færdigt, var jeg ikke i tvivl om, at det var et perfekt sted at arbejde – det er fredfyldt, gennemstrømmet af lys og helt i tråd med min naturlige rytme. Nu bor jeg lige overfor og kan gå gennem haven hver dag på vej til arbejde,” forklarer hun.

Det, der straks springer i øjnene, er materialerne, som forbinder ude med inde: travertin – en porøs, varm kalksten, som Rom blev bygget med. Ingen steder er denne type sten mere fremtrædende end i den nordlige del af den italienske hovedstad. Og for Michela Ekström er det et favoritmateriale at arbejde med: “Stenen er en del af min historie – ikke bare som arkitekt, men også som romer,” forklarer hun. Hele facaden, gulvet, poolen, den udendørs pejs og selv køkkenet – alt går op i en højere enhed og danner et stilfuldt kunstværk. Det er ikke nostalgisk, men radikalt nutidigt. Ekström lod sig inspirere af et digt af en polsk digter om fascinationen af dette materiale og – i metaforisk forstand – om nærhed og afstand og de menneskelige relationers komplekse natur. “For mig er integriteten det vigtigste. Et design er autentisk, hvis alle elementer giver mening, når idé og udførelse er i perfekt harmoni.”

Ekström brygger en stærk espresso til os og viser os derefter rundt på sit fristed, hvis helt åbne koncept åbenbarer sig skridt for skridt. Hvert enkelt rum kan bruges til flere formål. Med et samlet areal på knap 60 kvadratmeter får husets smarte geometri det til at virke markant større. Her er man heller ikke længere i tvivl om arkitektens skandinaviske rødder.

“Min far er svensk, så The Stonehouse udtrykker begge sider af min identitet. Klarheden og funktionaliteten stammer fra mine svenske rødder, og kærligheden til materialet, brugen af lys og den mediterrane tilgang til at udnytte udendørsarealerne kommer fra min italienske baggrund,” fortæller Ekström og understreger, at det er vigtigt for hende at arbejde med lokale håndværkere og leverandører. “Jeg havde et tæt samarbejde med Poggi Bros-bruddet i Tivoli, da vi byggede The Stonehouse. Fra valget af sten til designet af overfladerne – vores dialog gav projektet et autentisk præg. Arkitektur skal dyrke relationer. Mellem mennesker, materialer og omgivelser,” forklarer hun.

Travertin udgør forbindelseselementet mellem Michela Ekström, hendes virke og historien om hendes bolig og arbejdsplads. Og den forbinder os også med området som en stille ledsager på vores rejse gennem det nordlige Rom – akkurat som vores CLA, der står foran huset, skinner i farven Patagonian Red og venter på at tage os med til bjergene senere på dagen.

Vi kører mod nordøst til Fara in Sabina – en idyllisk landsby med smalle gyder, små piazzaer og en fantastisk udsigt over Sabinerbjergene. En karavane af klassiske biler i flotte farver standser ved siden af os. Vi slentrer gennem landsbyens centrum, mens den søde duft af cappuccino og appelsinkage strømmer ud fra små barer med lokkende navne som ’Belvedere’ og ’Glück’ – det tyske ord for lykke. Du kommer ikke langt med engelsk her.

På Michela Ekströms anbefaling fortsætter vi vores roadtrip til Lago del Turano, som ligger en time væk, og vi begynder langsomt at forstå, hvad det vil sige at rejse på en moderne måde. Den nye CLA er en stærk og stilfuld, men beskeden rejsekammerat, der samtidig har et elegant design, som får forbipasserende til at kigge en ekstra gang. Det hele handler om køreoplevelsen. Bilen er som en scene, der indrammer hvert øjeblik af den verden, der udfolder sig udenfor. Det store panoramatag får olivenlunde og cypresser til at føles inden for rækkevidde og bringer et strejf af Italien ind i bilen.

Med en rækkevidde på helt op til 792 kilometer (WLTP) var det ikke nødvendigt at standse og oplade bilen på denne del af turen. Og selv hvis det havde været nødvendigt, ville det kun lige have givet os tid nok til at nyde en cornetto alla crema og en espresso. Bilens elektriske arkitektur med 800 volt gør det nemlig muligt at oplade den til en rækkevidde på op til 325 kilometer på bare 10 minutter.

Vi ankommer til Colle di Tora og Castel di Tora i skumringen. Her stiger vi ud og nyder udsigten over søen. Lyset er blødt, næsten filmisk. De nye lyselementer på vores CLA stråler smukt i omgivelserne: frontpanelet med oplyst Mercedes-Benz pattern, den oplyste Mercedes-stjerne og dagskørelyset med stjernemotiv.

Om aftenen kører vi tilbage til Michela Ekström, som har inviteret os på pizza ved sin pejs. Hun fortæller os om to nye skolebygninger, som hun arbejder på i øjeblikket. Hendes øjne lyser op, og hun har en dyb passion for sit job, der er til at tage og føle på – især når hun får lov til at arbejde i lokalsamfundet.

“Der er ofte fokus på skønheden i de historiske byer – og det med rette – men vi glemmer, at de fleste mennesker bor andre steder, for eksempel i udkanten af byerne og i forstæderne. Forstadsarkitektur kan være et kreativt projekt med begrænsninger, små budgetter og komplekse omgivelser – men også med mere frihed og plads til at eksperimentere,” siger Ekström. Hun mener, at kreativitet skal plejes. Der findes ikke noget, der hedder glimt af genialitet – kun daglig praksis.

Inden vi tager afsked, spørger vi, hvad autentisk design betyder for Michela Ekström.
 “For mig er integriteten det vigtigste. Et design er autentisk, hvis alle elementer giver mening, og når idé og udførelse er i perfekt harmoni. Kvalitet er ikke et spørgsmål om luksus, men om omhu, opmærksomhed og præcision. Det gælder også de usynlige detaljer. I arkitekturen betyder det, at man bruger materialer ansvarligt og skaber rum, der lever og ånder og udvikler sig over tid – ikke rum, der bare imponerer,” svarer hun.

Ekströms ord vækker genklang i vores tanker på vejen tilbage til hotellet. Vi planlægger at tage en tur rundt om den maleriske Bracciano-sø næste dag for at kigge på windsurferne og besøge byen Sutri, som er en populær destination for kunstinteresserede. Også her kan man finde travertin på ethvert hjørne – på kirkefacader og fontæner. Diskret, men alligevel allestedsnærværende. Man kan endda sige, at travertin er for Italien, hvad CLA er for Mercedes-Benz: en fortælling om identitet og livlighed. Om håndværk og præcision. Om fortid, nutid og fremtid.