CLE Coupé: Arkitektens tidløse stil

Vi starter med at komme på afveje, fordi vi overser sidevejen og ender på et bjergplateau. Regnen drypper på bilens tag, og vi er omgivet af frodige grønne bregner. Derudover kan vi ikke få øje på andet end en smal grusvej og et skilt med teksten: “Prohibido el paso” – spansk for ‘adgang forbudt’. Så vi vender rundt i vores CLE 300 4MATIC og kører nedad igen. Ujævnheder? Dem kan du næsten ikke mærke takket være den adaptive DYNAMIC BODY CONTROL undervogn, der kan vælges som ekstraudstyr. Nu må vi for alt i verden ikke overse indkørslen til vores destination igen. Vi kører rundt i et sving og bliver mødt af en fåreflok, der tvinger os til at standse. Her kommer vi nok til at vente et stykke tid, før vi kan køre videre.

Der hersker ingen tvivl om, at naturoplevelsen nærmest ikke kunne blive mere ægte. Vores destination er skjult i bjergene, i naturen ved foden af Pyrenæerne. Det er et fascinerende hus i Navarra-provinsen, der grænser op til Frankrig og ligger langt væk fra hovedveje og store byer. Bag os standser en anden bil. Den tilhører arkitekten Jordi Hidalgo Tané, som har tegnet det hus, vi skal besøge. Vi hilser på hinanden og morer os over at blive budt velkommen af en flok husdyr, der nu omringer vores CLE – måske de tiltrækkes af bilens farve, Patagonia Red?

Der er fri bane igen, og vi fortsætter de sidste meter rundt i et sving, hvor vi får øje på Landaburu Borda, som er ejendommens navn. Ved første øjekast ligner det et gammelt renoveret hus med rå stenvægge. “Landaburu var navnet på det gamle hus og muligvis også på husets ejere. Og Borda er navnet for en typisk bolig for dyr eller landmænd i bjergene,” forklarer arkitekten bag ejendommen.

Derefter åbner hele området sig op for os, og vi får øje på den nye bygning længere fremme, der ligger som en imponerende kile af glas og beton i det skrånende landskab. Vi parkerer vores CLE foran det gamle stenhus og træder ind efter at have åbnet en tung trædør. Jordi Hidalgo Tané har designet Landaburu Borda til en ven, som købte grunden med det gamle stenhus. Det blev hurtigt tydeligt, at der var for lidt plads i det gamle hus, og behovet for en udvidelse var stort. “Det er et klassisk hovedbrud for arkitekter. Hvordan udfører du tilbygning på et et gammelt hus? Der findes tusind forskellige løsninger på det. Landaburu Borda er én af dem, og jeg synes selv, den er rigtig god,” siger Hidalgo med et drilsk smil, mens vi går videre ad den rummelige og næsten frit svævende trappe. Herfra er der adgang til fire soveværelser med hvert sit tilhørende badeværelse i en åben planløsning.

Fra reposen kan vi nu ane den løsning, Hidalgo har valgt, gennem glaskorridoren til den nye bygning i den skrånende bakkeside. Her starter den nye del af huset. Den består af en rummelig stue med spiseområde og et tilstødende køkken. Det er Hidalgos yndlingsrum. På trods af rummets størrelse føler du dig nærmest beskyttet af den skrånende bakkeside. Gennem den gigantiske glasfacade er der samtidig en betagende udsigt til bjerglandskabet – og til vores parkerede CLE i indkørslen.

“Det originale hus er lille og fint. Men hvis du placerer noget voluminøst eller noget med et rigtig stort og aggressivt udtryk ved siden af, kan du ødelægge den gamle bygnings skønhed. Så vi overvejede forskellige løsninger og valgte at integrere den nye bygning i bakkesiden,” forklarer Hidalgo, mens vi står omkring det store spisebord. Det giver nærmest en fornemmelse af, at den nye bygning er skabt før den gamle, eller at den i det mindste indgik i planerne fra starten, også selv om den er gennemført moderne i sin arkitektur. “Vi ønskede, at den nye bygning skulle have et arkitektonisk udtryk, der minder om tunneller eller broer, fordi den er bygget ind i bakkesiden. Og udtrykket understreger da også, at der ikke er tale om en almindelig bolig.”

Og på trods af – eller måske netop på grund af – kontrasten mellem det traditionelle og det moderne, mellem gammelt og nyt, føles alt her i Landaburu Borda autentisk og organisk. En af årsagerne til dette er uden tvivl arkitektens forståelse for materialer. “Der er taget udgangspunkt i to typer materialer. For det første stenmaterialerne i det gamle hus. Og for det andet landskabet.”

Da arkitekten forklarer dette, vi ikke undgå at tænke på vores CLE, der er parkeret foran døren. For hvad ville en bil være uden sine omgivelser og de utallige veje, den kører på? Hvad er meningen med intelligente arkitektoniske løsninger, hvis ikke du sørger for at integrere dem i omgivelserne?

Adspurgt, om han overvejede at rive det gamle hus ned og bygge noget helt nyt, tøver Hidalgo ikke. “Nej, der var aldrig tvivl om, at vi skulle bevare den gamle bygning. For mig er det mere interessant at kombinere det moderne med det gamle. At skabe noget nyt, der fungerer sammen med det gamle, er meget mere kraftfuldt.”

Kraftfuld er også et ord, som Hidalgo holder af at bruge, når han taler om Navarra-provinsen og Baskerlandet. De barske bjerge og gamle skove, nærheden til havet, en stærk kultur med sit eget sprog og egne madtraditioner – hans fascination af området og de mennesker, der bor her, brænder igennem, når han taler. Vi tager afsked og glæder os til at opleve de magiske omgivelser.

Vi stiger ind i vores CLE, og selvom det er en helt ny modelserie, føler vi, at vi har kendt bilen i evigheder. Det er samme fornemmelse som i den store dagligstue i Landaburu Borda. En hjemlig fornemmelse. Som om, bilen altid har været der. Er det mon, fordi den kombinerer forskellige detaljer fra C- og E-Klassen?

Alene dét at starte bilen lyder mere støjsvagt end forventet på grund af mild-hybridmotorens startgenerator. Vi er fascinerede af denne nye og sofistikerede CLE, som på trods af sin størrelse bevæger sig ubesværet på de snoede veje i Navarra. For selvom coupéen er længere og mere rummelig end en C-Klasse coupé, så klarer den selv de smalleste sving problemfrit takket være bagakselstyringen, der fås som ekstraudstyr. Vi fortsætter gennem de mange sving op til det golde og vidstrakte landskab på sletterne i Sierra de Urbasa. Vi passerer køer og heste i vejsiderne. Solen skinner gennem det åbne panoramatag og ned på sæderne med indtræk i nappalæder.

Tilbage på motorvejen sætter vi kursen mod Donostia-San Sebastián, den maleriske kystby ved Biscayabugten. Vi tænker tilbage på vores samtale med Jordi Hidalgo Tané om æstetik. Da vi spurgte ham om skønheden i arkitektur, svarede han: “Det er efter min mening helt afgørende, at folk står foran huset og forstår, hvorfor det udstråler en bestemt form for skønhed.”

På dén baggrund bliver Hidalgos bygninger nærmest tidløse på deres egen måde – samtidig med, at de bevarer arkitektens karakteristiske signatur. “Jeg skaber ikke fashionabel arkitektur. Det er ikke et bevidst valg fra min side, snarere en del af min personlighed. Jeg er ikke optaget af at jagte trends.”

Vi ankommer til Donostia-San Sebastián, der trods de senere års opblomstrende turisme ikke har hotelkomplekser til at spolere udsigten over bugten og den lille ø Santa Clara. Atlanterhavets bølger ruller blødt ind på stranden. Byen og dens indbyggere er forblevet tro mod sig selv – her findes der heller ingen jagten efter trends. Udsigten gennem forruden er imponerende. Vi lader tankerne vandre og tænker tilbage på de seneste dage. Hvad var mest spændende? Naturligvis mennesker, landskaber og fornøjelsen ved at være på opdagelse et nyt sted i en CLE coupé. Selvom den er spritny, er der ingen tvivl om, at det er en coupé fra Mercedes-Benz. Hvordan lykkes den med dét? I sidste ende handler det om indstilling, som med Hidalgo. Om at koncentrere sig om sit eget unikke designudtryk uden at kopiere sig selv. Du kunne også sige: Om at være tro mod sig selv midt i en foranderlig verden. Uanset om du er en person eller et brand.