ALT BEVÆGER SIG

Lord Norman Foster, du er medkurator på den spændende udstilling 'Motion. Autos, Art, Architecture' på det legendariske Guggenheim Museum i Bilbao. Udstillingens navn antyder, at der er spændende emner på programmet. Hvad var jeres indgangsvinkel, da I skulle planlægge udstillingen?

• 
  Norman :

  Når man forsøger at opsummere vores tidsalder, så tænker man på begreber som bevægelse, hastighed, fremskridt og dynamik. Og bilen er indbegrebet af alt dette. Desuden sammenligner vi ofte – mig selv inklusive – biler med skulpturer eller malerier. Mange biler er tegnet af uddannede kunstnere, visse af arkitekter og andre af folk med en kunstnerisk baggrund. Det er vigtigt at indskyde, at man også i nutidens designafdelinger hos bilproducenterne modellerer biler i ler, på samme måde som man skabte modeller i renæssancen. Derudover trækker vi kulturelle tråde til kunstnere, der har været forud for deres tid med en strømlinet stil, for eksempel Constantin Brâncusi eller Umberto Boccioni, eller Henry Moores kurvede skulpturer. Bilen har dermed også en æstetisk dimension. Den var et symbol på det 20. århundrede, men vi befinder os nok i slutningen af denne tidsalder. Og det er derfor på sin plads at fejre bilens betydning og virkning. Ingen anden opfindelse har været forbundet med så meget frihed for den enkelte og samtidigt forandret landskabet så fundamentalt. Udstillingen fortæller mange forskellige historier.

Det er fascinerende, hvordan opfattelsen af biler har forandret sig gennem de seneste årtier ...

• 
  Norman :

  Der er ingen tvivl om, at bilen fungerede som en slags frelser i begyndelsen af det 20. århundrede. Byerne var fyldt med hestemøg, døde kadavere, sygdom og stank. I første omgang gjorde bilen således byerne både pænere og renere. I dag har den i visse kredse fået en slags skurkerolle. Men hvem ved? Den er måske ved at genopfinde sig selv. Måske husker I Moon Buggy, som var den første bil på månen i 1971. Den var jo banebrydende, fordi den var udstyret med en elmotor. På udstillingen præsenterer vi imidlertid en bil fra 1900 med det samme koncept. I dag nærmer vi os langsomt en virkelighed, hvor vores biler er selvkørende. Men heller ikke dét er en helt ny idé. Der er billeder af selvkørende biler på udstillingen – for eksempel et billede fra starten af 1950’erne, hvor en familie sidder og spiller et spil omkring et bord, mens bilen selv kører af sted på motorvejen.

Så bilen spiller hovedrollen på udstillingen?

• 
  Norman :

  Ja, udstillingen er udformet som et koncept, hvor du så at sige bevæger dig fra Aladdins mørke huler og videre omkring masser af biler, masser af action og aktiviteter – for at ende i en sal, hvor der kun er udstillet fire biler og to skulpturer. Væggene i den sidste store sal er helt tomme. Vi forsøger generelt at fortælle forskellige historier i stedet for at følge en bestemt kronologisk orden.

Du har også bestemt dig for at vise værker fra Mercedes-Benz Art Collection. I udstillingens indgangsområde hænger der for eksempel tre kunstværker fra Andy Warhols Auto-serie. Hvad ønsker du at fortælle med disse tre værker?

• 
  Norman :

  De er eksempler på, hvordan denne specielle maskine bliver fortolket af forskellige kunstnere. Jeg ville sammensætte forskellige ansigter, stemmer og billeder i usædvanlige konstellationer, for normalt vil man ikke umiddelbart anbringe et maleri ved siden af et fotografi. Vi har tilladt os at være ukonventionelle for derved at fremhæve forskellige holdninger eller skabe en sammenhæng i forhold til de biler, der er udstillet i nærheden. Vi lader os ikke begrænse. Det har ikke været så afgørende for os at følge de almindelige konventioner for, hvordan man sammensætter udstillinger. Vi valgte desuden at bruge udstillingslokalerne på en måde, der viser den fornødne respekt for Frank Gehrys bygning. Derfor er der hverken skillevægge eller ruminddeling. Og i det sidste udstillingslokale forsøger vi at inkludere den yngre generation og deres holdninger ved at give det afsluttende ord til studerende. Til det formål opfordrede Norman Foster Foundation 16 førende design- og ingeniørskoler fra hele verden til at give deres bud på fremtidens mobilitet.

Hvordan forestiller du dig personligt fremtidens mobilitet?

• 
  Norman :

  Efter min mening vil mange af de traditionelle bilproducenter nu være nødt til at reagere på bestemte trends, eksempelvis ved at tilbyde mobilitet som en tjenesteydelse. Yngre generationer er mindre interesserede i at eje deres egen bil og foretrækker snarere delebilsløsninger. Dog tror jeg ikke, at bilen som sådan kommer til at forsvinde. Den vil sandsynligvis forandre sig til noget, der ganske vist er genkendeligt, men alligevel ikke ser ud, som vi er vant til. Når byerne bliver renere, mindre støjfyldte og mere fodgængervenlige, vil der være færre biler, som bevæger sig hele tiden. De travle myldretider, vi kender og tager for givet, kan så være fortid. Pandemien har efter min mening ikke ændret noget generelt, men udelukkende fremskyndet og forstærket tendenser, der allerede var tydelige. Så derfor mener jeg, at vi skal bygge bro mellem de to verdener – et samspil mellem biler med forbrændingsmotor og biler med elektriske drivlinjer – på vejen hen imod førerløs kørsel. Nogle vil måske mene, at førerløs kørsel lyder kedeligt, men i bakspejlet kommer de samme mennesker sandsynligvis en dag til at sige: “Det er utroligt, at vi engang selv kørte rundt og styrede gennem sving med en rund tingest mellem hænderne, samtidig med at vi tilpassede farten med fødderne. Dengang kolliderede bilerne med et brag, og folk blev kørt væk i ambulancer, mens alle havde travlt med at beskytte sig i trafikken.”

I starten af pandemien talte vi om virtuelle verdener. Er det kreativt inspirerende for dig?

• 
  Norman :

  En af de studerende deltager i udstillingen med to installationer, der viser os to alternative fremtidsscenarier. I den ene verden bevæger vi os hele tiden fysisk hurtigere – med supersonisk og hypersonisk hastighed. I den anden verden er vi bundet statisk til et sted, hvor alt kommer til os. Alt bevæger sig omkring os, og alle de ting, vi bestiller og konsumerer, bliver transporteret hen til os. Her vælger vi selv, hvilken hastighed vi vil bevæge os med. Virkeligheden skal nok findes et sted derimellem.

På denne udstilling har du også valgt at vise den første bil fra Mercedes-Benz og et silketryk fra Mercedes-Benz Art Collection, der forestiller både 300 SL og dens ramme. Du ejer desuden selv en 300 SL. Hvad er det, der er så specielt ved den?

• 
  Norman :

  Altså, der opstår virkelig en vidunderlig dialog mellem afbildningen af den første Benz-bil og Warhols kunstværk, som vi netop talte om. For så vidt angår 300 SL, så ejer jeg selv et eksemplar af den her i St. Moritz, og det er der flere årsager til. 300 SL repræsenterer et helt særligt gennembrud med sin tredimensionelle spaceframe-struktur og rørkonstruktion i letvægtsmateriale. Vi viser en række fotos ved siden af netop denne særlige gitterramme. Det er samtidig historien om, hvordan mågevingen blev designet som en slags svar på rammens dybde.

Det er virkelig flot at se på, nærmest helt skulpturelt i sit udtryk. Selv under præmissen om, at vi i fremtiden ikke længere kommer til at eje vores biler, anser mange dem for at være utroligt smukke.

• 
  Norman :

  Som erklæret bilfreak håber jeg virkeligt, du har ret i, at bilen bliver ved med at bevare sin attraktivitet for den nye generation. Når man bevæger sig igennem vores udstilling, vil man konstatere, at der er skabt utroligt mange originale fortolkninger af, hvad man kan få ud af fire hjul, en motor og et chassis. Især halvtredserne var forbundet med fantastisk kreativitet, og der blev lanceret en lang række forskellige små køretøjer på markedet. Udstillingen beskæftiger sig ikke med nutiden, og det giver de studerende plads til at springe direkte ind i fremtiden i udstillingens sidste galleri. Hvis man var kynisk, kunne man driste sig til at sige, at det er særdeles vanskeligt for alvor at se forskel på de forskellige mærker i dag. Det skyldes muligvis de internationale standarder og lovbestemmelser om sikkerhed. Mit optimistiske håb er, at de enkelte mærker og producenter får mulighed for at lade deres individuelle personlighed komme til udtryk igen. Hvis jeg skulle skifte karriere og arbejde som bildesigner, ville jeg forsøge at overbevise ledelsen hos bilproducenterne om, at de ville vinde meget ved ikke at give deres biler nøjagtigt det samme udseende som konkurrenternes. Selvom der ganske vist er forskelle mellem mærkerne i dag, så er der alligevel overvejende ligheder.

Hvad holder du mest af, når du tager på køretur i din 300 SL?

• 
  Norman :

  Altså, jeg holder meget at den lettere frustrerende vindstøj [griner]. Men det er kun en meget lille ulempe i den helt igennem smukke og sofistikerede bil. Man håber, at vejene er øde. Så man kan køre ud i gearene og nyde hestekræfterne. Det er en bil, der kræver, at du udviser en særlig respekt, når du kører. En af de største fordele er efter min mening, at den har sine rødder i motorsporten. Det er en fornøjelse at eje og køre en sådan bil.

Hvor stort er slægtskabet mellem biler og bygninger?

• 
  Norman :

  En bil har alle de samme kendetegn som arkitektur, foruden også at være mobil. Den bevæger sig, den skifter lokation, den krydser grænser. Men den udfylder i øvrigt mange af de samme funktioner som arkitekturen. Jeg er fascineret af, at så mange arkitekter, designere og ingeniører lader sig inspirere af biler og af bilindustrien. Alle, der arbejder med design, ved, at det burde være muligt at bygge eksklusive boliger i høj kvalitet efter industrielle produktionsstandarder, på samme måde som man bygger biler. Men det er stadig ikke blevet almindelig praksis. Bilen ville kunne fungere som en symbolsk og inspirerende model i en systematisk ramme for industrialiseret boligbyggeri.

Bilen har givet os individuel frihed. Og den er derfor også blevet et symbol på det 20. århundrede...

• 
  Norman :

  Der er efter min mening tale om fascinerende modsætninger. I så fald skulle friheden symbolisere de frie veje for mennesker, der er glade for eventyr og frihed. Men kritikerne ville modsige dig og argumentere for, at bilkøerne og den stillestående trafik får dig til at føles indespærret og ufri. Man er efter deres mening fremmedgjort fra virkeligheden, hvis man er fanget inde i denne kasse. Jeg mener, at man kan tage det bedste fra de to verdener og forene det i fremtidens mobilitetskoncepter. Mobiliteten kan udvikle sig på en måde, så vi får individuel frihed i en verden med selvkørende biler. Man kan ikke bare ud af det blå fratage mennesker, en familie eller samfundet mulighederne. Når mennesker har fået forkærlighed for noget, er det kommet for at blive.