Efter Covid-19: Den nye længsel

I starten tænkte vi, at vi bare skulle holde ud. Et par ugers nedlukning ville hurtigt være overstået. En kort pause, og derefter ville alt være tilbage ved det gamle. Men i stedet for at vende tilbage til kollegerne og kontoret – der i starten ofte var en bærbar på et køkkenbord – skulle vi i stedet indstille os på en længerevarende undtagelsestilstand. Den mere eller mindre tilfældige stol, man sad og arbejdede på foran computeren, blev måske udskiftet med en mere ergonomisk model, gæsteværelset skiftede status til arbejdsværelse, kaffe fra termokande måtte vige for kaffespecialiteter, de hvide vægge blev malet med farver, og de revnede klinker i entréen blev opgraderet til mørkt egeparket. En lille verden skal i det mindste være en lækker verden. Mens vi i pandemiens første dage blot forsøgte at kompensere for tomgangen, udnyttede vi senere alle de ekstra timer, vi fik foræret til at gøre ting, som vi altid havde drømt om at kunne gøre. Vi renoverede, malede, fermenterede og læste alle de bøger, vi havde fået foræret gennem årene.

Der kom fornyet fokus på hjemmelivet, og det fik os til at indrette os med smukke antikke møbler og lænestole at flade ud i, med ryggen til vinduet. Vores vindue til verden udenfor blev i stedet vores computere og vores smartphones. De giver os adgang til digitale koncerter og udstillinger i hele verden, til at vise vores forældre de nye køkkenarmaturer og børnebørnenes mellemrum mellem tænderne efter tandfeens besøg. Med nye sociale apps kan vi snakke med debattører om kønsneutralt sprog eller den rigtige måde at beskære roser på. Tilmelde os til kurser på Zoom og lære strikketeknikker eller at træne med yogainstruktøren fra Miami.

Da først vi forstod det, gik det samtidig op for os, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor vi befinder os, når vi logger ind fra hjemmekontoret. Og det satte for alvor fart i en udvikling, der allerede var begyndt før corona, nemlig vores behov for at komme ud på landet. For alt det, der får os til at gå på kompromis og bo i små, alt for dyre lejligheder uden altan inde i de større byer – den korte afstand til gode restauranter, diskoteker, museer, gallerier og teatre – forsvinder, når alt bliver lukket ned. Hvor den lange pendling eller manglen på butikker med et fornuftigt udvalg af sneakers tidligere fik de fleste til at droppe tanken om at flytte ud på landet, stråler drømmen og det bedste af to verdener nu mere end nogensinde. Det lykkedes eksempelvis den kreative franske gastronom og hotelejer Lionel Bensemoun at lokke sine kunstnervenner ud på landet. Midt i pandemien åbnede han et Artist-in-Residence-hotel i Barbizon, en landsby cirka en times kørsel fra den franske hovedstad, som allerede for 200 år siden var tilholdssted for kunstnere og banede vej for impressionismen. Måske bliver det fundamentet for en ny bevægelse, som skaber gigantiske udendørs kunstinstallationer?

Byboere, der drømmer om mere plads og nærhed til naturen, er imidlertid et globalt fænomen. Efter sigende har en kvart million indbyggere forladt London i 2020, og mange af dem bosætter sig i stedet i Sydengland. Berlinere flytter til Uckermark og Newyorkere til Vermont. Antallet af personer, der har anmeldt permanent flytning dertil, er fordoblet det seneste år.

Men hvad sker der, når man tilbringer de fleste af døgnets timer på sin egen matrikel? Når man kun kan se verden udenfor på afstand og gennem en glasrude? Har købt en ny sofa, men ikke kan invitere venner hjem til at sidde i den? Ensomhed. Den har vi også forsøgt at afværge de seneste måneder: I Tyskland blev der i 2020 år købt 20 procent flere hundehvalpe end året før. Nu er det dem, vi deler sofa med, giver knus og går tur med i det omfang, restriktionerne i de forskellige lande tillader det. Det er fint nok, men så altså heller ikke mere.

Ved pandemiens start var det stadig positivt at få ekstra tid til sig selv, fordi man først for alvor mærker, at man har haft alt for travlt, når man netop ikke længere har travlt. Vi begyndte at meditere, blev mere opmærksomme på vores egne og andres behov. Gik ture. Mange kilometer og regelmæssigt. Sammen. Og derefter stadig oftere alene. Nu med hund. Målet forblev det samme. Vi rejste ind i os selv. Hvis vi ikke længere vil bruge tid på os selv alene, kan vi møde ligesindede at være stille sammen med i digitale stillekupéer. Det er bedre at være ensom i fællesskab.

Vi sidder nu i vores flotte og færdigrenoverede huse med have, familie, hundehvalpe, kogebøger, klaverer og strikketøj. Og venter. På at det hele lukker op igen. For uanset hvor vidunderlige rammerne for vores liv er blevet, så bliver det stadig levet på standby. Det er der selvfølgelig også fordele ved. For aldrig har forskellen mellem de rigtige rammer og det gode indhold i livet været tydeligere. Vi har brug for mennesker at dele glæder og sorger med. Som vi kan grine med, være tæt på og være sammen med uden filter.

Det har skabt en ny romantisk strømning. En voksende længsel efter ikke blot at være tilskuer til livet, men at mærke det. Mærke træernes skygge, den lette brise, havets salte bølger, men også nærheden til vores medmennesker. Vi vil omgås andre, lade os inspirere af andre, lære nye ting og ikke længere nøjes med at fantasere om rejser til udlandet. Selv om det nærmest har været lige så vanskeligt at forestille sig en tur til Bornholm som at rejse til Costa Rica. Måske endda en smule vanskeligere. For hvem har styr på de skiftende regler og restriktioner, og ville man overhovedet kunne finde et sted at overnatte? Verden er vendt på hovedet, intet er det samme, det nære er langt væk og bliver derfor så meget desto mere tiltrækkende. Vi opdager små ting i de store. I stedet for masseturisme får vi renere kanaler i Venedig, uspolerede koraller i Thailand og mange flere fisk i verdenshavene.

Når nedlukningerne er ovre, vil tendenserne fra pandemien bestå. Vi har for længst vænnet os til det nye liv og indrettet os så godt i det, at vi kan fortsætte længe på samme måde. Det har lært os, at det er godt at se indad og især at gøre det, der skaber velvære for os selv – og for vores nærmeste venner og vores familie.

Har studeret teatervidenskab, kunsthistorie og litteraturhistorie i München.

Som journalist arbejder hun for magasinet ‘Salon’ og for arkitekturtidsskriftet ‘Häuser’. Personligt har pandemien også inspireret hende til at fokusere mere på hjemmelivet. Drømmen om at eje en egen bolig i Berlin er blevet realiseret, hun har anlagt et højbed i sin have og har i de seneste måneder haft besøg af flere håndværkere end nogensinde før.