Virkeligheden smelter sammen med den digitale verden i bilspillet Forza Horizon 5, når du tager på et uforglemmeligt roadtrip gennem Mexico i en Mercedes-AMG Project ONE.
Turen går ad stejle og smalle veje på siden af vulkanen La Gran Caldera med udsigt til den mexicanske ørken i horisonten. Udsigten overgår nærmest det, man oplever i den virkelige verden. Siden udgivelsen i november 2021 har spillet Forza Horizon 5 imponeret gamere i hele verden og givet anmelderne noget at tale om. Og du bliver revet med helt fra start, for der er virkelig kælet for de grafiske detaljer – og mulighederne for at udforske den virtuelle verden er uendelige.
Mere end fra A til B
Vi fortsætter videre gennem maleriske byer, forbi antikke ruiner og gennem en frodig grøn jungle, indtil vi ender tilbage i Baja California-ørkenen. Det er netop dét, der er så charmerende ved ‘Open World’-spil. Der er ingen start og ingen afslutning, og spillet forløber ikke efter en fast plan. Du vælger selv ruten. Spillets stjerne er en rød Mercedes-AMG Project ONE, og konfiguratoren låser op for særlige eventyr. Først skal du naturligvis optjene et antal point og vinde nogle løb. Foruden muligheden for at konfigurere racerbilens udseende bliver optimeringer af gearkasse, styretøj og bremser også implementeret direkte i spiloplevelsen. Det giver supersportsvognen et endnu mere stramt setup og bringer spilleren nærmere asfalten i cockpit-visningen og i TRACK-tilstanden. Bilens hækspoiler og andre luftindtag åbner for at forbedre aerodynamikken, og i køreprogrammet ROAD bider Mercedes-AMG Project ONE sig igennem kilometervis af asfalt på de mexicanske landeveje med det episke virtuelle landskab i baggrunden. Alle detaljer er gengivet med omhyggelig præcision, og dét er ingen tilfældighed. Ingeniørerne hos Mercedes-AMG har nemlig været med i udviklingen af spillet.
“Forza Horizon 5 sætter helt nye standarder for køreoplevelse via grafiske udtryk i bilspil. Og Mercedes-AMG Project ONE symboliserer det ultimative inden for biler med kombinationen af sublime motorsportsgener og Formel 1-hybridteknologi. Det er i global særklasse, og der findes lige nu ingen anden bil, der passer bedre ind,” fortæller Michael Knöller, produktmarketingchef hos AMG & Sales Top-End-Vehicles. “Da vi påbegyndte den interaktive udvikling af Mercedes-AMG Project ONE, gav ingeniørerne hos Mercedes-AMG os adgang til CAD-data (computer-aided design) og omfattende referencemateriale om virkelighedens supersportsvogn,” tilføjer Mike Brown, Creative Director hos Forza Horizon, Playground Games.
Skal fremtidens rejser være virtuelle?
Det nære samarbejde skabte et fascinerende virkelighedstro eventyr, som mere end nogensinde udvisker grænserne mellem fiktion og virkelighed.
“De omfattende digitale referencedata gav os mulighed for at gøre Mercedes-AMG Project ONE til den mest virkelighedstro bil i Forza Horizon 5. Vi brugte de tilgængelige CAD-data til at sikre, at den virtuelle bil stemmer hundrede procent overens med virkeligheden, og at timingen i overgangen til og fra TRACK-tilstand bliver gengivet med millisekunders nøjagtighed,” fortæller Mike Brown. Der er lagt tusindvis af timers programmeringsarbejde dels i at skabe Mercedes-AMG Project ONE, men i særdeleshed også i at programmere hele spillets platform.
Efter at have passeret en hængebro i svimlende højde kan man ikke undgå at spørge sig selv, om dette bliver måden at rejse på i fremtiden. Det er uden tvivl ofte både mere økonomisk overkommeligt og mere miljøvenligt, og adrenalinen pumper rundt i kroppen, som når man kører ræs på ægte grusveje. Virtuelle eventyr har efterhånden allerede gennem flere årtier vundet fodfæste som et fast kulturelt indslag i vores virkelighed. Og også Mercedes-Benz kan se langt tilbage på historiske bedrifter inden for diverse computer- og videospil.
“Så vidt vi ved, blev der givet licens til de første officielle Mercedes-Benz spil til computere og til de første 32 bit-spillekonsoller i slutningen af halvfemserne. Der var tale om spil med de for samtiden mest spektakulære standarder inden for 3D-grafik og virtuelle løb. Nutidens Forza Horizon giver frem for alt gamere adgang til et kæmpestort udvalg af vores biler, herunder både tidlige og tidløse klassikere som eksempelvis 300 SL, den ikoniske AMG Hammer, G 63 AMG 6×6 og moderne modeller som GT 4-dørs coupé,” siger Michael Knöller.
“Gaming og avancerede digitale produktoplevelser er meget vigtige områder for os, fordi vi ønsker at komme i kontakt med den yngre generation og nå nye målgrupper. Det forandrer vores relation til disse potentielle kunder og til AMG-entusiaster, fordi Forza Horizon 5 allerede i dag har givet over 20 millioner spillere interaktive oplevelser med en bil, der i virkelighedens verden kun vil blive produceret i 275 eksemplarer,” siger Knöller. Statistikkerne giver et indblik i, hvor stor betydning det har: Til dato har spillerne sammenlagt kørt over to millioner timer med Project ONE – hvilket svarer til, at de har opholdt sig ufattelige 228 år i bilen.
Er virtuelle verdener det nye ‘place to be’? Næsten samtidig med udgivelsen af Forza Horizon 5 offentliggjorde Facebook sine planer om Metaverse – en slags socialt parallelunivers. Og på diverse platforme kan vi lade os underholde med virtuelle modeshows og se digitale luksushåndtasker blive solgt til højere priser end de ægte varer i butikkernes udstillingsvinduer. Som en konsekvens af Covid-19-pandemien har gamingindustriens omsætning siden 2020 været rekordhøj og endda i visse tilfælde endnu højere end andre underholdningsbrancher som film og musik. Det efterlader ingen tvivl om, at gaming langt fra kan afskrives som et nichefænomen.
Roadtrip med masser af eventyr
Der venter hele tiden nye overraskelser som mexicansk regnskov, paradisiske strande og imponerende vulkanlandskaber i Forza Horizon 5, og du får nærmest en fornemmelse af at være på ferie. En involverende Story-tilstand giver brugeren indblik i den mexicanske kultur og historie som en afveksling til at køre ræs. Mens den ægte Mercedes-AMG Project ONE er begrænset til få eksemplarer, kan gamere foruden at glæde sig over det virtuelle modstykke og dens høje detaljeringsgrad også få en oplevelse, der er mere tro mod virkeligheden end nogensinde i den digitale verden.
I en lille landsby med husfacader i flotte farver badet i den sene eftermiddagssol standser vi vores Mercedes-AMG Project ONE. To mænd betragter anerkendende bilen fra en altan. Det er den foreløbige endestation. Og spørgsmålet er, hvilke indtryk, vi står tilbage med. Er det lyden af house-musik, der strømmer ud af højttalerne, effekterne og det flotte fyrværkeri i vejkanten på Forza Horizon 5? Eller lavaen, der bliver spyet ud fra vulkanen La Gran Caldera i retning af vores Mercedes-AMG Project ONE – og stivner, når den rammer asfalten? Måske køreturen i en sandstorm, der får dig til at tænke på det epokegørende Fury Road-løb i blockbuster-filmen Mad Max? I sidste ende er det nok summen af det hele kombineret med visheden om Formel-1-teknologi til gadebrug, som snart kan opleves ude i virkeligheden.
"Forza Horizon 5, der er udviklet af Playground Games og Turn 10 Studios, er tilgængelig til PC og Xbox. Du kan finde mere information på forzamotorsport.net."