C-Klassen har defineret niveauet for innovation og sportslighed i sin klasse i årtier. Med nye features fra S-Klassen tager den nye generation endnu et kvantespring.
Uanset om det gælder den sportslige sedan eller den rummelige stationcar, fremstår den ny C-Klasse med et dynamisk og kraftfuldt designudtryk, som både formår at forene aggressiv sportslighed med klassisk elegance fra de større modeller i familien. C-Klassen leveres med masser af standardudstyr, og der findes et væld af muligheder for at opgradere yderligere. På sikkerhedsfronten leveres C-Klassen nu med Blind Spot Assist, som overvåger de blinde vinkler samt Active Lane Keeping Assist, som med modstand i rattet hjælper med at holde dig på den rigtige side af striberne på vejbanen.
Selvregulerende luftaffjedring på bagakslen er nu standardudstyr i C-Klassen, og for første gang er det desuden muligt at vælge medstyrende bagaksel – akkurat som på den store S-Klasse. Ved hastigheder under 60 kilometer i timen drejer baghjulene den modsatte retning af forhjulene, hvilket er med til at reducere bilens vendediameter med mere end 40 centimeter og gøre det nemt at manøvrere på parkeringspladser eller i byens snævre gader. Ved hastigheder over 60 kilometer i timen drejer baghjulene til gengæld i samme retning som forhjulene, og det gavner både stabiliteten og komforten på motorvejen, hvor vognbaneskift nu foregår endnu blødere og mere sikkert.
LED High Performance forlygter med fjernlysassistent er ligeledes en del af standardudstyret, og for første gang er det også muligt at vælge DIGITAL LIGHT forlygter, som yder sublim performance og kendes fra S-Klassen. Med tre kraftfulde LED-lamper i hver forlygte, som reflekterer lyset ned på vejen med en opløsning på i alt 2,6 millioner pixels, leverer DIGITAL LIGHT forlygterne en ekstrem præcis lysfordeling, som tager højde for trafikken omkring bilen og kun lyser dér, hvor du har brug for det.
Det nye rat med trykfølsomme områder kendes også fra S-Klassen, og det samme gælder det lige så nye og endnu mere digitale cockpit . Både instrument displayet og det imponerende store media display på hele 11,9 tommer svæver visuelt frit i kabinen og fremhæver et let og levende design, som understreges af lækre og eksklusive materialer samt muligheden for at tilpasse udtryk og stemning gennem tre forskellige display temaer: Diskret, Sport og Klassisk. En anden nyhed i den nye C-Klasse er MBUX systemet, som nu forstår dansk tale, ligesom Apple Carplay og trådløs opladning af din kompatible smartphone er blevet standardudstyr.
Den nye C-Klasse kommer naturligvis også som plug-in hybrid, hvor den traditionelle forbrændingsmotor kombineres med en elmotor og et batteri, som kan lades med et kabel. Teknologien kombinerer således det bedste fra begge verdener, og resultatet er mere power, lavere forbrug og mulighed for at køre helt uden lokal emission. Du kan nemlig køre op til 100 kilometer på ren elkraft, hvilket sætter nye standarder i klassen. Elmotoren yder 129 hestekræfter, mens batteriet på 25,4 kWh som noget nyt kan lades med helt op til 55 kW. Det muliggør en fuld opladning på blot 30 minutter, og dermed er det i praksis muligt at klare endnu flere – og endnu længere – ture på ren og lydløs elkraft.
Skal det være benzin- eller dieselmotor? Uanset hvad du vælger, er den nye C-Klasse som standard udstyret med EQ Boost – et 48-volts mildhybrid-system med integreret startergenerator, som giver en effektiv og blød igangsætning, og som samtidig opsamler energi, når bilen bremser. Systemet reducerer forbruget, blandt andet ved at ’coaste’ – hvor motoren slukker, når der eksempelvis køres ned ad bakke, eller når du triller frem mod rødt lys, og starter igen, når du atter får behov for kræfterne – ligesom det samtidig booster forbrændingsmotoren med opsamlet energi ved acceleration.
Instrumentpanelet er opdelt i en øvre og en nedre sektion i et design, som er inspireret af vingerne på et fly. Designet spænder sig ud i hele kabinens bredde, hvilket komplementeres af de nye og fladere ventilationskanaler, som giver associationer til jetturbiner. Designerne har lagt vægt på at udstyre den nye C-Klasse med et endnu mere sportsligt interiør, hvilket forstærkes ved, at det store media display er vinklet seks grader mod føreren.
Komforten er i højsædet i den ny C-Klasse, og dette kan mærkes hele vejen rundt. På forsæderne fornemmes tydeligt den ekstra plads, da kabinen er vokset med 22 millimeter i bredden, mens bagsædepassagererne kan glæde sig over 15 millimeter ekstra albuerum og hele 35 millimeter mere benplads.
Samtidig er der blevet henholdsvis 13 og 11 millimeter højere til loftet i C-Klasse sedan og stationcar. Både som sedan og stationcar byder C-Klassen desuden på mellem 40 og 45 liter ekstra bagagerumsplads, og til trods for en batteripakke, som er vokset markant i kapacitet, byder plug-in hybriderne som noget nyt nu på et helt plant bagagerumsgulv.
Denne artikel blev første gang udgivet i Mercedes me magasinet #3, 2020.