Frem til sin pludselige død i 2021 arbejdede designeren Virgil Abloh og Mercedes-Benz på flere interessante projekter. Her er fortællingen om en fantastisk vision om fremtidens design af biler.
Samarbejdet mellem den afdøde designer Virgil Abloh og Mercedes-Benz’ chefdesigner Gorden Wagener om forskellige designprojekter har skabt en hel ny dimension af luksus. Afsløringen af Project Geländewagen i 2020 markerede startskuddet til deres fælles rejse og til nyfortolkningen af et af de mest eftertragtede Mercedes-Benz produkter, G-Klassen. Virgil Abloh var frem for alt drevet af at inspirere andre:
“Det vigtigste for mig i dette projekt med Mercedes-Benz er at inspirere unge kunstnere, ingeniører og designere til at stille spørgsmål og at eksperimentere med min egen kreativitet.”
Project Maybach: rendyrket offroad-luksus
Det var som at se flere årtier ud i fremtiden, da Project MAYBACH blev afsløret som konceptbil i december 2021, og verden blev dermed vidne til en helt unik bil. Kapitel nummer to i samarbejdet mellem de to designere og Mercedes-Maybach viste tydeligt, at der ikke var grænser for, hvad de kunne skabe og designe ved fælles kraft. Det gør sig også gældende i denne konceptbil, for på trods af længden på seks meter er der kun plads til to personer på de futuristiske sæder i Project MAYBACH. Der er tale om en coupé med et vovet og legende offroad-design. Uden at give afkald på den afslappede elegance, der kendetegner en Mercedes-Maybach. Og så har den integrerede solceller i motorhjelmen.
I forbindelse med Project MAYBACH fokuserede man på at sætte generne fra den sofistikerede luksusbil Mercedes-Maybach ind i en ny offroad-kontekst.
“Med Project MAYBACH definerer vi det næste niveau af luksus,” som Gorden Wagener sagde. “Efter 100 år har vi forandret mærket, så fremtiden bliver både luksuriøs og elektrisk. Sammen med Virgil Abloh skaber vi nye rammer for Mercedes-Maybach.”
Og dermed også helt nye perspektiver. Når man lægger sæderne helt ned, har man således den mest spektakulære udsigt ud gennem panoramataget.
Virgil Ablohs betydning for mode og design
For folk med kendskab til design- og modeverdenen var det et chok, da beskeden om Virgil Ablohs død i en alder af blot 41 år blev offentliggjort i november 2021. I løbet af sin mere end 10 år lange karriere grundlagde kunstneren sit eget modebrand Off-White i Milano, og han skabte senere overskrifter, da han blev udpeget som Men’s Artistic Director hos Louis Vuitton. Virgil Abloh har altid tænkt ud af boksen og var en af hovedkræfterne i at flytte streetwear fra gaderne og ind på alverdens catwalks. På den måde var han ikke kun en inspiration for den ofte meget elitære modeverden, men også et talerør for marginaliserede i samfundet. Virgil Abloh stiftede selv Virgil Abloh ‘Post-Modern’ Scholarship Fund med en målsætning om at hjælpe den næste generation af sorte ledere i modebranchen. Allerede i 2020 blev en unik 1:3-model af Project Geländewagen solgt for 160.000 amerikanske dollars. Hele overskuddet blev doneret til fonden.
2022: den ultimative legacy car
Det sidste kapitel i Project MAYBACH blev afsløret i april 2022. Denne gang med et begrænset oplag af en Mercedes-Maybach S-Klasse i hovedrollen. De 150 eksemplarer er designet i den velkendte farvekombination sand og skinnende obsidiansort og er desuden udstyret med en enestående skræddersyet brugeroverflade og en luksuriøs variant af Maybach MBUX Suite. På samme tid blev der lanceret en samarbejdskollektion – designet af Virgil og Off-White – i begrænset antal til S-Klassen. Foruden eksempelvis sandfarvede t-shirts og hættetrøjer indeholdt den også baseballcaps og kørehandsker med sprayeffekt.
Da Gorden Wagener skulle opsummere de senere års samarbejde, gjorde han det med ordene: “Jeg er utroligt stolt af det arbejde, vi udførte sammen med Virgil. Det gælder både Projekt Geländewagen, som med vores legendariske G-Klasse satte standarden for samarbejde mellem mode- og bilbranchen, og Projekt MAYBACH, som forbandt den betydningsfulde arv fra Mercedes-Maybach med fremtiden. Sammen med Virgil har vi virkelig fundet nye veje. Virgil Ablohs Maybach fungerer som et symbol på symbiosen mellem innovativt design og førsteklasses håndværkskunst, som nu også er kommet ud på gaderne.”